Ishockey - et spil for stærke gentlemen

Hårdere kurs overfor dårlig opførsel og stokkemetoder på isen

Ishockey 13. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Fair play og respekt for både spillet og modstanderne skal være nøgleordene i den forestående ishockeysæson, hvis det står til det internationale ishockeyforbund, IIHF. - Kursen skærpes overfor spillere, der udviser dårlig opførsel på isen, og det har IIHF i sit nye regelsæt pointeret ved at ændre straffen fra to til ti minutters udvisning, fortæller sæbynitten Casper Christensen, der med sine 42 år sammen med Søren Helbo, Herning, udgør den mest rutinerede del af den danske ishockeydommerstand. - Spillerne kan også godt indstille sig på flere matchstraffe fremover, fordi vi blandt andet skal gribe hårdere og mere konsekvent ind overfor tacklinger på hals og hoved, og tidligere tiders filosofi om at ishockey langt hen ad vejen var et spil for kraftkarle, kan man godt glemme nu, siger Casper Christensen, der selv indleder sæsonen som hoveddommer i Herning Isstadion til det klassiske jyske opgør mellem uldjyderne og Aalborg IK. Det nordjyske mandskab havde han i øvrigt også fornøjelsen af i en træningskamp i Aalborg mod Esbjerg IK, og ved den lejlighed blev der dømt ikke færre end 437 strafminutter... - Det bliver især de højt arbejdende stokke, vi vil være ekstra opmærksomme på, og tacklinger i den højde udløser enten to plus ti minutter i straffeboksen, fem minutter plus en Game Misconduct eller en matchstraf, siger Casper Christensen. Det sidste falder prompte, hvis en spiller forsøger at skade en modstander i hovedet. IIHF laver et sæt med regelændringer hvert fjerde år, og til den kommende sæson på isen er der således lagt op til både små og store ændringer. I den mindre ende skal klubberne ikke længere oplyse dommerne om startopstillingerne på isen, og en spillers forseelse med høj stok i angrebszonen skal fremover altid tages i den neutrale zone. På straffesiden følges en fem minutters udvisning altid op med en Game Misconduct, men til gengæld udløser to af slagsen ikke længere pr. automatik en spilledags karantæne. Straffen Gros Misconduct afskaffes til fordel for matchstraf, der altid følges op med en karantæne, som udmåles af Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg. - Et godt råd til spillerne vil være, at de holder stokken på isen og ikke i hovedhøjde. Ishockey er stadig et spil for mandfolk, så kroppen må meget gerne stadig bruges, siger Casper Christensen, der understreger, at de nye regler kræver en tilvænning hos både dommere og spillere. Den danske ishockeydommerstand er i øvrigt en lille, eksklusiv skare. Kun 12 hoveddommere er på isen til at dømme samtlige kampe i Isligaen og 1. division i den kommende sæson, så der bliver rigeligt at se til for den rutinerede sæbynit. - Jeg glæder mig imidlertid akkurat ligesom spillerne til at komme i gang, og så længe jeg formår at klare de forskellige påkrævede løbetest, er jeg med på isen. Og tilråbene udefra lægterne har jeg for længst lært at lukke ørerne for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...