Ishockey: Odense fortsætter vild stime mod Herning

Topholdet Odense vandt fredag over Herning i Metal Ligaen og har nu vundet 11 kampe på stribe.

28. november 2014 22:36 - Opdateret 28. november 2014 22:36

Odenses ishockeyhold fortsætter sin fremragende stime af sejre i Metal Ligaen.

Fredag aften vandt holdet på hjemmebane med 2-0 over Herning, hvilket var topholdets 11. sejr på stribe.

Dale Mitchell sørgede for 1-0 efter 33 minutter, mens Mathias Thinnesen cementerede til slutresultatet kort før tid.

Ligaens nummer to, Sønderjyske, hentede også en sejr. Den blev af den mere komfortable slags med 7-3 ude mod det absolutte bundhold Gentofte.

Sønderjyske kom hurtigt foran, men to scoringer af Mads Linke inden for 95 sekunder bragte hjemmeholdet foran.

Men allerede inden første periodes udløb førte Sønderjyske 3-2, hvilket blev øget til 5-2 i anden periode.

Odense fører ligaen med 35 point for 16 kampe, mens Sønderjyske har 33 for 17 kampe.

I fredagens tredje kamp vandt bundholdet Herlev på hjemmebane med 3-2 over Frederikshavn. Først efter straffeslag vandt Herlev kampen, da de første tre perioder var sluttet 2-2.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...