Ishockeyagent - koldt og hårdt

Kun tre-fire danskere handler med ishockeyspillere

RØDOVRE:Selv om dansk ishockey i øjeblikket er med i det fine selskab ved A-VM i Tjekkiet, er antallet af spilleragenter indenfor sporten stadig få og små. - Vi er tre-fire stykker i Danmark, der har vores primære erhverv med at servicere ishockeyspillere og klubber med hensyn til køb og salg, og selv om jeg i mit firma Schwartz Hockey Management har medarbejdere i Vancouver, Hannover og Linköbing, har jeg stadig selv et job ved siden af agentvirksomheden, fortæller Søren Schwartz. - Ved at have medarbejdere de pågældende steder har vi mulighed for at tjekke og servicere markedet i Nordamerika, Tyskland og Sverige, mens jeg fra min privatadresse tager mig af ishockeymarkedet i Belgien, Holland, England, Frankrig, Italien og Danmark. Råd og vejledning - Som agentfirma indenfor ishockey er det vores opgave at vejlede og råde spillere i alle døgnets 24 timer, så de kan koncentrere sig om at spille på isen, og indenfor en så lille idrætsgren er det et hårdt arbejde, hvor glæden og entusiasmen for spillet er vigtig. - I mit firma servicerer vi spillere overalt i Nordamerika og Europa, og totalt var vi involveret i handler med flere end 100 spillere. - Vores indtjening er dog stærkt varierende fra den ene til den anden, og alene vores telefonudgifter er meget voldsomme, pointerer Søren Schwartz. - Der er hele tiden et krav om en konstant opdatering vedrørende spillere, og jeg læser således hver eneste dag alle ishockey-hjemmesider fra det geografiske områder, jeg tager mig af. Lille skare Søren Schwarts fra Rødovre, der sammen med Bjarne Madsen, Vojens og Flemming Jensen, Århus reelt udgør den lille skare af danske ishockeyagenter, har en bøn til de danske klubber og de unge, hjemlige talenter. - Der er masser af nordamerikanske klubber, der ønsker juniorspillere fra blandt andet Danmark, men desværre tør kun meget få danske talenter tage springet et år eller to, og det er synd. - Nikolaj Nedermark fra Frederikshavn IK har gjort det helt rigtige i mine øjne ved i sin kontrakt med FIK at få indført en klausul om, at han kan smutte til en nordamerikansk klub, hvis det bliver aktuelt. - Derovre vil danske talenter blive udsat for langt større konkurrence og fysisk nærkontakt på isen, end ved at tage til Sverige for at spille, slutter Søren Schwartz, der på sin salgsliste i øjeblikket har en enkelt nordjysk spiller med, nemlig AaB's tjekkiske back Martin Rejthar.

Forsiden