Ishockeyagent: Mikkel Bødker får en fair kontrakt

Ishockeyspilleren Mikkel Bødker er tæt på en kontraktforlængelse i NHL-klubben Phoenix. Det siger hans agent.

Ishockeyagent: Mikkel Bødker får en fair kontrakt

Ishockeyspilleren Mikkel Bødker er uden kontrakt i NHL for tiden. Hans toårige kontrakt med Phoenix Coyotes udløb efter denne sæson.

Klubben fra Arizona har stadig rettigheden over ham, og skal give ham et tilbud om en kontraktforlængelse, inden deadline udløber på mandag. Hvis ikke den gør det, mister klubben rettigheden over ham, men det gør klubben formentlig også.

I forbindelse med præsentationen af den nye landstræner i torsdags, sagde Mikkel Bødker til Ritzau, at han forventede, at parterne bliver enige.

Nu går hans agent Jarrett Bousquet et skridt længere.

- Klubben kontaktede os kort efter sæsonens udløb og sagde, at de gerne ville i gang med forhandlingerne. Jeg er helt tryg ved, at vi nok skal få lavet en aftale, siger Jarrett Bosquet.

Når spillerens årsløn er højere end en million dollar, skal klubben tilbyde en kontraktforlængelse på minimum det samme beløb. Klubberne plejer at melde ud, når den har givet tilbuddet. Det har Phoenix endnu ikke gjort.

Det kan skyldes, at Phoenix Coyotes først for en uge siden forlængede kontrakterne med holdets øverste chef Don Maloney og cheftræner Dave Tippett. Desuden har klubben travlt med at forhandle et eventuelt salg og flytning fra Phoenix og Arizona.

Mikkel Bødker har i den forgangne sæson tjent i omegnen af syv millioner kroner. Han indledte sin NHL-karriere med fuld fart, da han debuterede som 18-årig og havde masser af succes i sin første sæson.

Da cheftræner Wayne Gretzky blev fyret, og Dave Tippett kom til, blev danskeren imidlertid sendt ned til farmerholdet og tilbragte halvanden sæson i San Antonio i Texas.

Men samme Tippett har siden hentet Mikkel Bødker tilbage og viste ham stor tillid i den forgangne sæson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.