Ishockeyklubber kræver kompensation for tomme haller

Pressede ishockeyklubber vil have hjælp fra statskassen til at fylde hullet efter manglende entréindtægter.

Klubledere og repræsentanter fra Danmarks Ishockey Union holdt mandag krisemøde i Odense. På billedet ses DIU-direktør Ulrik Larsen (til venstre) ved siden af ligaforeningens formand, Klaus B. Rasmussen.

Klubledere og repræsentanter fra Danmarks Ishockey Union holdt mandag krisemøde i Odense. På billedet ses DIU-direktør Ulrik Larsen (til venstre) ved siden af ligaforeningens formand, Klaus B. Rasmussen.

ODENSE:Staten skal hoste op med økonomisk kompensation for manglende entréindtægter, fordi de danske ishockeyklubber følger regeringens anbefaling i coronaspørgsmålet.

Sådan lyder det fra Danmarks Ishockey Unions (DIU) direktør, Ulrik Larsen, efter at have været til krisemøde med lederne i de økonomisk pressede klubber i den bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.

- Noget af det, der skal tales om, er en eller anden form for kompensation. Vores klubber er ikke super velkonsoliderede. Det her kan bringe ligaklubberne i fare, siger Ulrik Larsen.

Ishockeysporten efterlyser samtidig langt klarere retningslinjer fra myndighederne end anbefalingen om, at arrangementer med over 1000 personer bør udskydes eller aflyses i resten af marts.

DIU's direktør vil have et reelt påbud fra regeringen.

- Det er simpelthen for let at stille sig op og sige sådan noget. Det efterlader vores klubber i en meget utilfredsstillende situation. Det er helt uholdbart, siger Ulrik Larsen.

Han slår fast, at der ikke bliver tale om at gå imod regeringens anbefaling og spille kampene med tilskuere i hallen.

- Vi respekterer de beskeder, der er kommet. Det må der ikke være nogen tvivl om. Men vi forventer, at der kommer noget mere klart til os: Hvad er det egentlig, at I vil have, vi skal gøre?

- Skal vi spille med 999 tilskuere? Eller er det bare et tal, der er valgt, fordi det er det, man har gjort i andre lande. Det er vigtigt for os at få det påbud, siger Ulrik Larsen.

På mandagens krisemøde besluttede ishockeyklubberne at udskyde denne sæsons slutspil, indtil det igen er muligt at få tilskuere i hallen.

Manglende indtægter fra det populære slutspil kan være katastrofalt for nogle klubber, påpeger direktøren.

- Det her er ekstremt uheldigt, for det er vitale måneder, det rammer ned i. Havde det været i september og oktober, så var det nok gået.

- Disse slutspilsmåneder kommer ikke igen. Det er mistet omsætning og indtægter, og det er ikke til at redde, siger Ulrik Larsen.

Ishockeysporten står ikke alene med kravet om kompensation for de udeblevne indtægter. Også fodboldklubberne er klar til at gå til regeringen, oplyser Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varsler, at der kan være hjælp på vej til nogle af dem, der bliver ramt af, at dele af landet lukkes ned for at bekæmpe virusspredningen.

- Nu vi har i dag og hen over weekenden talt meget med arbejdsmarkedets parter og med erhvervslivet.

- Jeg synes, det er helt naturligt, at det næste skridt er, at vi tager en lignende snak og har en ordentlig drøftelse med både det frivillige Danmark og kultur- og idrætslivet, for der er mange mennesker, der kommer til at blive berørt af det her, desværre.

- Vi kommer til helt konkret at fremlægge idéer både på baggrund af de konsultationer, der har været hen over weekenden og de konkrete drøftelser, vi har haft i dag både på kompensation og likviditet.

- Det håber vi at fremlægge i løbet af de næste døgn, og der kommer vi til at være konkrete, siger statsministeren.

Ishockeyklubberne håber, at tilskuere snart er velkomne i hallerne igen, så slutspillet kan sættes i gang. Ellers kan konsekvenserne blive alvorlige, siger unionsdirektøren.

- Hvis ikke vi kommer i gang, så er der nul kroner i indtægter fra nu og i resten af sæsonen, siger Ulrik Larsen, der sammenligner situationen med 2009, hvor sporten senest var i dyb krise.

- Vi havde et meget, meget alvorligt møde, da finanskrisen ramte, og vi havde fire eller fem konkurser på en sæson. Mødet i dag (mandag, red.) havde samme alvor som dengang, siger Ulrik Larsen.

I sidste sæson havde klubberne i gennemsnit 2634 tilskuere til slutspilskampene. I grundspillet gik der i snit 1457 mennesker gennem tælleapparaterne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.