Ishockeyløvernepå hårdt arbejde

FIK-kaptajn spændt på sit første møde med Tre Kronor

MALMØ:At dansk ishockey har tilkæmpet sig en plads i det øverste hierarki vidner aftenens landskamp i aften i Malmø om. For blot få år siden var det utænkeligt, at et dansk seniorlandshold ville få en invitation til at møde Sveriges ditto, og kaptajnen fra Frederikshavn IK, Christian Schioldan, må da også knibe sig selv i armen for at forstå, at han i aften står overfor højtbetalte svenske landsholdsspillere. - Allerede ved mandagens træning i Malmø kunne vi fornemme den store pressedækning, der er på kampen, som svenskerne selvsagt ikke vil tabe ansigt i. De er opsatte på mindst at gentage sidste års VM-sejr på 7-1, så der er næppe tvivl om, at vi kommer til at spille i et tempo, som er noget højere end i den hjemlige Isliga, siger FIK-backen. Christian Schioldan var ikke med ved sidste års VM-slutrunde, så det er første gang overhovedet, han står overfor et svensk landshold. - På danske U-landshold har vi kun mødt svenske klubhold, så det bliver en speciel oplevelse i aften. Vi skal spille utroligt disciplineret med en hård defensiv for at undgå en øretæve, og så skal vi ellers forsøge at slå til på kontrastød, siger den frederikshavnske back, der har deltaget i samtlige fire-nationers turneringer tidligere i sæsonen. - Så jeg føler mig rigtig godt hjemme i landsholdstruppen og har da også en reel fornemmelse af, at jeg kommer med i den endelige VM-trup til slutrunden i april/maj i Tjekkiet. - Her og nu glæder jeg mig over at være med både i aftenens spændende opgave mod storebror fra Sverige og i weekendens fire-nationers turnering i Norge. Med fire internationale kampe på seks dage er der tale om et hårdt program, men det betyder bare, at jeg er ekstra styrket til de kommende slutspilskampe i Danmark, slutter Christian Schioldan. Flere nordjyder Med mod svenskerne i aften har han også klubkammeraten Mike Grey, og desuden er Lars Mølgaard vendt tilbage i landsholdstruppen efter et flot comeback for FIK i ligaen ovenpå en rygskade. Han er bænkevarmer i aften i Malmø, men regner til gengæld med masser af spilletid i weekendens kampe i Norge. AaB Ishockey har udover den sædvanlige landsholdstrio bestående af Frederik Åkesson, Ronny Larsen og Bo Nordby også klubbens nyeste islæt Michael Smidt med i aftenens opgør i Malmø.