Frederikshavn

Iskold friløbsdyst

Danmarks bedste skøjteløbere mødes i Frederikshavn i weekenden

22 frederikshavnske løbere i clinch for topplaceringer

22 frederikshavnske løbere i clinch for topplaceringer

I år afholdes den største nationale skøjte konkurrence i Frederikshavn den 12.-14. marts, og skøjteforeningen står på pinde med for at komme i land med alle forberedelserne. Frivillige kræfter har været i gang med forberedelserne den senere tid. Og der er nok at se til både med dommere, tidsplan, sponsorater, forplejning, overnatning, amerikansk lotteri og meget mere. Friløbskonkurrencen, også kaldet forårskonkurrencen, er den største skøjtekonkurrence, der holdes i Danmark. Det skyldes, at både jyske og sjællandske løbere er med til konkurrencen. Derudover deltager både mesterskabsløbere og konkurrenceløbere som ellers deltager i en konkurrencerække med jysk cup og dansk cup. Årets friløbskonkurrence har i alt 221 deltagere fra de danske skøjte klubber i aldersgruppen 7-30 år. Frederikshavn stiller med i alt 22 løbere. De frederikshavnske løbere trænes af den ukrainske træner Lena Volokhova, som får travlt i weekenden med de mange skøjteløbere som hun skal sende på isen i forskellige aldre, med forskellig sværhedsgrad og med vidt forskellige, individuelle programmer. Frederikshavn Skøjteforening håber på rigtig mange gæster i skøjteklubben i weekenden og håber på en weekend med højt humør, skøjteglæde, masser af flot skøjteløb og selvfølgelig også på gode resultater til de frederikshavnske skøjte løbere.