Fodbold

Iskold reserve sikrede Fortuna-sejr

Det blev en iskold reserve, som sikrede Fortuna Hjørring tre meget vigtige point i lørdagens vanskelige udekamp mod Skovlunde.

Lise Munk (tv) kom på banen efter 20 minutters spil, og på to mål i starten af anden halvleg sikrede hun Fortuna Hjørring tre vigtige point. Foto: Scanpix

Lise Munk (tv) kom på banen efter 20 minutters spil, og på to mål i starten af anden halvleg sikrede hun Fortuna Hjørring tre vigtige point. Foto: Scanpix

18-årige Lise Munk blev sendt på banen efter 20 minutters spil som afløser for klubbens topscorer, Chichi Igbo, som fortsat døjer med en ankelskade. To gange i anden halvleg lynede den lange angriber, som i øjeblikket scorer, hver eneste gang hun går på banen. - Hun er rigtig skarp for tiden, og hun kunne såmænd sagtens have scoret et par stykker mere, siger en lettet Fortuna-træner Flemming Nielsen efter en kamp, hvor pokalsejren over SønderjyskE for blot to dage siden sad tungt i benene og hovederne på hans spillere. Nu har Fortuna otte dage til at restituere før topbraget 2. pinsedag hjemme mod de femfoldige mestre fra Brøndby, som lørdag slog OB så klart som 6-0.