Detailhandel

Islændinge ekspanderer i detailhandel

KØBENHAVN:Danmark halter bagefter, når det gælder antallet af store detailhandelsvirksomheder sammenlignet med resten af Norden. På listen over de 10 største findes kun en dansk detailhandelsvirksomhed, nemlig Dansk Supermarked, der kommer ind som nummer ni på listen med en omsætning på ca. 35 milliarder kroner, viser en ny opgørelse fra Deloitte. Blandt de 100 største er de 36 virksomheder svenske, 31 er norske. Danmark og Finland er repræsenteret med 16 og 15 virksomheder, mens Island har to. Svenske Ikea topper listen og er suverænt den største detailhandelsvirksomhed i Norden med en omsætning på 129 milliarder kroner. Nummer to er den svenske supermarkedskæde ICA, mens nummer tre er islandske Baugur, der herhjemme ejer blandt andet Magasin, Illum og Merlin. Baugurs omsætning ligger ifølge undersøgelsen på 69 milliarder kroner. Når det gælder vækst, ser top-ti listen anderledes ud. Så topper Baugur med en gennemsnitlig årlig vækstrate de seneste fem år på 106 procent, efterfulgt af en anden islandsk virksomhed Norvik med en vækstrate på knap 34 procent. H&M ligger på en 10. plads med en vækstrate på 15 procent./ritzau/

Forsiden