Islam

Islam har givet Stine ro i sjælen

Ægteskab og familiesammenhold bliver prioriteret højere hos muslimer, mener 26-årige Stine Rasmussen som for halvandet år siden blev muslim

HOBRO:En kvinde med tørklæde om hovedet og lang frakke er ikke noget særsyn i Danmark længere. Men at den tildækkede kvinde er dansk - 26 år og fra Hobro - er ikke helt almindeligt. Og Stine Rasmussen mærker da også, at folk kigger lidt mærkeligt på hende, når hun kommer gående. - Det er ikke særlig behageligt, men det vænner man sig til, siger den lidt stille unge kvinde, mens hun lidt genert kaster blikket ned. Stine blev for halvandet år siden muslim, og for et års tid siden blev hun gift med den 29-årige Mariwan Kader, der er irakisk kurder. Det er derfor, hun bærer tørklædet og dækker sig til med sin lange frakke. - Det er for at vise respekt for mig selv, min mand og Gud. Samtidig beskytter det mig mod unødig opmærksomhed, siger hun, og understreger, at det ikke var en betingelse for, at de to kunne blive gift, at hun konverterede til islam, og heller ikke noget krav fra hendes mands side. Det var hendes egen beslutning. Men med islam synes hun, at hun har fundet mere ro med sig selv. - Gud har aldrig spillet nogen stor rolle i mit liv tidligere, men jeg følte, at jeg havde brug for et holdepunkt og nogle faste retningslinier i mit liv. Det har jeg fået nu, siger hun. Hendes tro byder hende blandt andet at bede fem gange om dagen, ikke spise svinekød og ikke nyde alkohol. - Jeg synes islam er fascinerende. De fem bønner giver den tætte kontakt til Gud, og jeg kan godt lide, at der stilles nogle krav og at der er nogle faste retningslinier. Aldrig skilsmisse - Allerede som teenager begyndte jeg at interessere mig for islam, og jeg har læst flere bøger om emnet, men først da jeg mødte Mariwan blev det virkeligt for mig, fortæller Stine, som er født og opvokset i Farsø. Da hun nåede teenageårene, blev hendes forældre skilt, og hun flyttede til Hobro. Her bor også hendes mor, stedfar og lillebror på snart 18 år. Derudover har Stine to søstre på henholdsvis 36 og 27 år samt en søster i Århus på 24 år. Som ung teenager blev hun meget påvirket af forældrenes skilsmisse, og var meget ked af det. - Det kan man vist roligt sige, og jeg lovede mig selv, at det ville jeg aldrig udsætte mine kommende børn og familie for, siger hun. Stine gjorde sin skolegang færdig og arbejdede så forskellige steder - blandt andet på et alderdomshjem og som medhjælper i en børnehave. I efteråret 2001 startede hun på børnehaveseminarium i Aalborg. - Jeg har altid troet, at jeg skulle være børnehavepædagog, for jeg har altid nydt at være i selskab med børn, og jeg var meget glad for at være i børnehaven, hvor jeg arbejdede, siger Stine. Men pædagogstudiet var anderledes, end hun havde forventet, og hun stoppede efter kun et år på seminariet. Familiesammenhold Nu arbejder hun sammen med sin mand i deres butik, Karwan, i Adelgade i Hobro, hvor de handler med varer fra Mellemøsten. Hun mødte Mariwan Kader i begyndelsen af 2001 - tilfældigt i toget på vej mod Århus. Han kom til Danmark i 2000 og boede i Thorsø ved Hammel, hvor han arbejdede på et fjerkræslagteri. De to faldt i snak i toget, fik udvekslet telefonnumre og besøgte siden hinanden. For et år siden blev de gift. - Ægteskabet og familiesammenhold bliver prioriteret højere i islam, synes hun og fortsætter: - Når min mand taler om sin familie, så kan det være godt være en søn af hans fars fætter, han omtaler som familie. Sådan har vi aldrig tænkt, og jeg synes, jeg har savnet det, at man holdt sammen som familie og at føle sig som en del af en familie, siger hun. Stine og hendes mand er på jagt efter en bolig selv, og bor indtil da hos hendes mor og stedfar og har et fint forhold til dem. Familien har også fra starten accepteret hendes beslutning om at konvertere til islam. Hun holder meget af sin familie og kan godt lide at være tæt på dem. I de knap fem måneder, hun boede i Thorsø, savnede hun dem meget, og var glad for at flytte fra det lille samfund tilbage til Hobro: - Man mærkede tydeligt, at man skulle være indfødt for at blive accepteret der, siger hun og fortæller om en dag, hvor hun - iført sit tørklæde - gik til købmanden: - Da jeg var på vej hjem, mødte jeg to ældre mennesker, som stod og snakkede sammen. Lige da jeg gik forbi, sagde den ene meget højt: dér går en af dem, der skulle sendes hjem, hvor de kommer fra. Jeg var lige ved at vende mig om og sige: ja, jeg skal nok tage hjem til Hobro. Lige nu er Hobro hjem for hende og hendes mand, men de har naturligt i nogen tid været bekymret over krigen i hans hjemland, Irak. - Vi er utroligt bekymrede for min mands familie, og i en periode har vi været uden kontakt til dem. Men nu har han snakket med en søster og en svigerinde, fortæller Stine, som endnu ikke har mødt sin svigerfamilie, men har talt i telefon med dem. Men måske bliver deres hjem engang i hans gamle land: - Min mand snakker om, at hvis tilstandene bliver så man kan få et ordentligt liv dernede, så vil han gerne tilbage, og så tager jeg naturligvis med. Men det bliver svært for mig at undvære min familie her, slutter Stine, som selv om hun er kurdisk gift, stadig har beholdt sit danske Rasmussen til efternavn.