Islamisk istid

Nordjyske.dk skriver (4.12.) om islamisternes valgsejr, hvor de fik to tredjedele af stemmerne i første runde af parlamentsvalget i Egypten.

Det kan næppe komme bag på nogen, som har fulgt lidt med i den islamiske vækkelse i Mellemøsten de seneste årtier, at islamisterne har så meget vind i sejlene. Det kan dog undre meget, at Det Muslimske Broderskab kaldes moderat. Det passer dårligt sammen med virkeligheden, når man dels hører, hvad Broderskabets egne folk ytrer om deres mission og dels læser om deres islamistiske ideologi. Den irakisk-norske journalist Walid al-Kubaisi har i sin berømte tv-dokumentarfilm "Frihed, lighed og Det Muslimske Broderskab" interviewet flere af Broderskabets lederskikkelser, herunder Muhammed Mahdi Akef, som var leder indtil 2010. Akef taler helt åbent om Broderskabets intentioner, som inkluderer "en drøm om at skabe en total islamisk stat" og "der er stadig lang vej til vi er i stand til at overtage kontrollen med Europa. Der er lang vej, før det kan ske". Der er vist ikke meget moderation over de udtalelser, men tværtimod er det islamisme, som er på dagsordenen. Gamal al-Banna, som er bror til stifteren af Det Muslimske Broderskab, fortæller blandt andet i dokumentarfilmen, at Broderskabet "slet ikke tror på frihed", og at Broderskabet "har igangsat tilsløringen af muslimske kvinder med hijab som et udtryk for social kontrol". Den officielle leder af Det Muslimske Broderskab fra 1996-2002, Mustafa Mashhur, har skrevet bogen "Jihad is the Way", hvor han redegør for de fundamentale hensigter med Broderskabets ideologi. Her er den røde tråd beskrivelsen af den personlige religiøse forpligtelse på militant jihad, det vil sige hellig krig, etableringen af en islamisk stat og islamisk verdensherredømme. Ja, man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser det. Læsningen af Broderskabets ideologi og diverse udtalelser fra Broderskabets folk på internettets portal you tube kan bestemt ikke anbefales til sarte sjæle, men de er en solid øjenåbner til dem, der vil have indgående indblik i, hvor egypterne har valgt at deponere deres demokratiske stemme. Det synes, som om adskillige vestlige medier tegner et forskønnende billede af Det Muslimske Broderskab, som handler mere om drømmerier og ønsketænkning end om virkelighedens verden. Det er måske svært at erkende virkeligheden, når man var så blindt begejstret for det islamiske oprør i de nordafrikanske lande. De muslimske diktatorer Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten og Gadaffi i Libyen er blevet styrtet, men hvordan går det mon med friheden, når islamisterne kommer til magten? Man må ikke håbe, at det bliver "one man, one vote... once", altså at islamisterne afskaffer demokratiet, når de først har indtaget magten. Uden at lyde alt for pessimistisk, så ligner det såkaldte arabiske forår mere og mere begyndelsen på en islamisk istid både i Tunesien og Egypten. Man får unægtelig associationer til den islamiske revolution i Iran, endskønt overgangen til islamisme for perserne ikke skete på baggrund af et demokratisk valg, som det tilsyneladende ser ud til at ske for araberne i nordafrika.