Islamiske terrorister dræber 40 på skole i Nigeria

Terrorgruppen Boko Haram har angrebet et college i Nigeria midt om natten og dræbt 40 mennesker.

Udland 29. september 2013 22:43 - Opdateret 29. september 2013 22:44

Islamiske terrorister dræber 40 på skole i Nigeria

Terrorister fra den islamiske gruppe Boko Haram i Nigeria dræbte mindst 40 og sårede fire mennesker på en skole i den nordøstlige del af landet.

Angrebet fandt sted på landsbrugsskolen College of Agriculture tidligt søndag morgen, hvor samtlige dræbte er studerende. Terroristerne trængte ind i de områder, hvor eleverne har deres værelser.

- Angriberne gik bersærk.

- De var udstyret med sofistikerede rifler og hjemmelavede eksplosiver, siger Salamanu Ibrahim, der er en 23-årig studerende.

Mens eleverne sov, blev de skudt, siger Lazarus Eli, som er talsmand for militæret i området.

Landbrugsskolen, som blev angrebet, ligger i byen Gujba i delstaten Yobe.

Yobe har før været skueplads for brutale angreb på studerende. Alle angreb tilskrives Boko Haram.

I juli i år blev 42 mennesker dræbt i byen Mamudo, da islamister kastede granater og affyrede skydevåben mod en skole.

Navnet Boko Haram betyder "Vestlig uddannelse er forbudt", og gruppen har gentagne gange angrebet skoler, universiteter og andre institutioner i løbet af de seneste fire år, hvor gruppen har gjort oprør.

Også kristne mål i det overvejende muslimske nordlige Nigeria er blevet angrebet.

Boko Haram kæmper for at etablere en islamisk stat i det nordlige Nigeria.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...