Islamisme - ideal for hær

MUHAMMED En af disse ugers vigtigste problemstillinger går på, hvorvidt det lader sig gøre at skelne mellem religionen islam og ideologien islamisme. Det radikale folketingsmedlem Naser Khaders sympatiske initiativ med foreningen Demokratiske Muslimer har eksempelvis som forudsætning, at denne skelnen mellem fundamentalister og moderate eller sågar verdsliggjorte er mulig. Selve islams grundlæggende forestilling om paradis er altså ikke desto mindre skabt af en krigerfantasi, hedder det i et ekstremt velargumenteret essay, der vel at mærke ikke er skrevet af en højreradikal og gal islamofob. Det hedder videre i teksten, at islam ligefrem er et ideal for en hær på march, hvilket sandt nok er barske ord. Ikke mindst da på baggrund af begivenhederne efter de forkætrede satiretegninger af Muhammed, hvor mange af blåøjet letsind maner til indskrænkninger i ytringsfriheden, men essayet er såmænd skrevet af ingen ringere end Karen Blixen. Baronessen forfattede det under et besøg i Det Tredje Rige i 1939, hvor hun både følte sig forundret og skræmt over nazismens evne til på nærmest hypnotisk vis at mobilisere masserne. En mytisk suggestionskraft, som hun altså genfandt i islam. I de seneste år har også den laurbærkransede digter Henrik Nordbrandt såmænd set paralleller mellem den store religion og totalitarismen, men lad nu det ligge. Det er naturligvis heller ikke nødvendigt at gå til de skønlitterære forfatteres sidespring udi de journalistiske og essayistiske genrer for at finde grundige analyser af islam. Faktisk har journalist Martin Krasnik både i tekst og tale præsteret nogle af de skarpeste bud på en afsøgning af fænomenet islamisme. I sin seneste bog med titlen "De Retfærdige" har Krasnik således beskrevet en såkaldt islamisk stafet, hvor han med base i København drog til London, Teheran, Beirut, Lahore og Riyadh for at tale med en række fremtrædende og indsigtsfulde islamister. Målet var lige præcis at indkredse islamismen med henblik på at undersøge, om man kan være troende muslim uden i et eller andet omfang at ende i fundamentalisme. Det nærmeste journalisten og forfatteren kommer en afklaring af selve sharia, som ifølge islamisterne er det juridiske fundament under det verdensomspændende kalifat, bliver sammenfattet i Iran, hvor akademikeren Shomali knastørt konstaterer, at Koranen er Guds talte ord og derfor den ufejlbarlige lov. Satiretegningerne af profeten har Krasnik aktuelt nok nået at få nævnt i forordet. Som en indirekte kommentar til tegningerne citeres endvidere midtvejs i bogen Ayaan Hirsi Ali for at have sagt, at islam simpelthen er Muhammed, som i sin tid udløste en revolution, der på sigt forvandlede islam til en verdensmagt. Det er formentlig en lignende erkendelse, der fik historikeren Bernard Lewis til i 1990 at bruge udtrykket "civilisationernes sammenstød", som få år senere gav navn til den berømte bog af Samuel P. Huntington, hvor tesen udfoldes for fuld udblæsning. For nu at vende tilbage til muligheden for at skelne mellem islam som religion og politisk ideologi når Martin Krasnik ikke frem til nogen endelig afklaring. Journalisten drog ud i verden med åbent sind, men vender lettere desillusioneret hjem. Et lille lyspunkt skimtes heldigvis, da han lader professor Jørgen Nielsen fra universitetet i Birmingham argumentere for, at en reformation af islam allerede er i gang. Forfatteren og læseren er under alle omstændigheder blevet klogere undervejs, hvor islamismen af en tilhænger er blevet sammenlignet med europæisk socialdemokratisme, hvilket nok har fået salig Stauning til at rotere i graven, men man forstår desværre også førnævnte historiker, når han skrev om det muslimske raseris rødder. Raseriet har vi i de seneste uger set for åben skærm. Rødderne findes utvivlsomt allerede i religionen islam, men forstærkes givetvis af sociale og politiske spændinger. } Niels Vagner Skipper Petersen, Nejstbrinken 105, Hirtshals, er forfatter og lærer, e-mail: skipperpetersen@stofanet.dk, hjemmeside: www.logbogen.blogspot.com