Islamister går med til våbenhvile

Gaza By: En opblussen i de verserende stridigheder mellem Islamisk Jihad og Israel har på et halvt døgn kostet 10 mennesker livet. Nu er islamisterne i den militante gruppe i Gaza klar til våbenhvile. I Gaza meddeler Islamisk Jihad, at gruppen vil overholde den våbenhvile, der trådte i kraft søndag kl. 06.00. Den seneste runde kamphandlinger tog fart lørdag eftermiddag, da et israelsk luftangreb i det sydlige Gaza dræbte fem medlemmer af Islamisk Jihad. Det førte til, at Islamisk Jihad sendte raketter imod Israel, der svarede igen med flere luftangreb. Endnu fire militsfolk blev meldt dræbt, og det samme gjorde en israelsk mand, som blev ramt af splinter fra en raket i Ashkelon./ritzau/AFP