Islamister og simplister

Hvad skal vi europæere stille op med fænomenet islamisme?

At vi skal værne om vore værdier, frihed, demokrati, kultur og så videre - som det foreslås af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow - er en selvfølge. Men hvis vi glemmer, at disse værdier først og fremmest har været og stadig er truet af europæerne selv, ja, så risikerer vi at blive historieløse ”simplister”. Terror, anarki, diktatur og barbari er også europæiske fænomener. Faktisk har vi europæere ansvaret for to verdenskrige og hele kolonialismen, hvis efterveer er vor tids største problem. Ud fra ovenstående betragtning mener jeg, at det bedste, vi kan gøre ved islamisterne, er at konfrontere dem med deres forsimplede verdens-og historiesyn, der kommer til udtryk i deres drøm om at skrue udviklingen tilbage til Muhammeds tid. Vi skal med andre ord fortælle islamisterne, at de er historieløse simplister. Dernæst bør vi erkende én væsentlig ting: Europa og islam hører samme historie til. Denne erkendelse er den nødvendige præmis for, at vi europæere kan påtage os en opgave, som bliver mere og mere påtrængende for hver dag: anerkendelsen af islams enorme kulturhistoriske rolle. Denne dobbelte proces af erkendelse og anerkendelse vil både stække islamisterne og samtidig skabe de bedste betingelser for at møde de moderate muslimer som ligeværdige samtalepartnere. At Europa og islam hører samme historie til, lyder som et provokerende postulat, men det er ikke desto mindre en kendsgerning. Islam og Europa hænger sammen om ikke som ærtehalm så dog som uadskillelige dele af den samme makrohistoriske kontekst. Religiøst, militært og kulturhistorisk set. Kristendom og islam er beslægtede religioner. Deres stamfar er nemlig Abraham. Fælles for Europa og den islamiske verden er også, at de begge er opstået på ruinerne af Romerriget, som de germanske indvandrere angreb nordfra og araberne sydfra. Det er imidlertid ud fra et kulturhistorisk synspunkt, at analogierne mellem Europa og islam er mest iøjnefaldende. Hvor Vesteuropa blev skabt af mødet mellem den latinske og den germanske verden, blev islam videreudviklet ved, at araberne indoptog to store kulturer: den græsk-romerske og den persisk-iranske. De islamister, som i dag vil genoplive islams fordums storhed ved at skrue tiden tilbage til det 7. århundredes Mekka og Medina, er simplister, der glemmer følgende vigtige faktum: Når islam i sin tid kunne udvikle sig til en storslået civilisation, beroede det på de abbasidiske kaliffers beslutning om at tage Grækenlands og Irans kultur til sig. Set i historiens lys er kaliffen al Ma’mûn, som omkring år 800 i Bagdad åbnede lærdomssædet og forskningscenteret Bait ul-hikma (Visdommens hus) langt vigtigere end både Muhammed og Koranen. For det var jo netop ved dette initiativ, at det arabiske kalifat blev til et kraftcenter for den kulturrevolution i Vesteuropa, som betød, at den græsk-romerske kultur blev både genoplivet og beriget. Dette resulterede bl.a. i spansk-araberen Ibn Rushds berømte Aristoteles-kommentarer, som igen blev grundlaget for, at den katolske filosof og teolog Thomas Aquinas kunne drage en vigtig grænselinje mellem troens og fornuftens områder. Dermed banede Thomas vejen for en kulturel og politisk udvikling, som vi europæere med rette bør være stolte af. For det var jo denne vigtige grænsedragning, der tillod, at filosofien kunne løsrive sig fra teologiens formynderskab, og at de første europæiske universiteter - i Bologna, Oxford og Paris - kunne lægge kimen til nutidens frie forskning. Det er et udslag af historieløs simplisme, når islamisterne vil glemme den islamiske kulturs gæld til både Grækenland og Iran. Dette gælder også, når de lukker øjnene for den enorme kulturpåvirkning, islam på godt og ondt har modtaget fra Europa siden oplysningstiden. Omvendt bliver europæerne selv til historieløse simplister, når de afviser islam som en vigtig del af deres historie. Hvorfor har vi moderne europæere bortamputeret mindet om den påvirkning, vi har fået fra islam? For at kunne forstå det, bør vi huske, at moderne europæisk historiebevidsthed har bevæget sig gennem tre store faser: den nationalromantiske, den eurocentrisk-imperialistiske og den senmoderne. I den første fase - som i Danmark kan illustreres ved Grundtvigs historiesyn - bliver historien spændt for den nationale mytologis vogn. Typisk for perioden er forestillingen om, at nationen er en hellig, nærmest gudgiven størrelse. I dag er sådan en tankegang en anakronisme, men er alligevel med en vis succes blevet genopstøvet af Søren Krarup. I den anden fase, der indledes omkring 1850, afløses nationalromantikken af en farlig cocktail bestående af hovmodig videnskabelighed og imperialistisk eurocentrisme. Når det gælder islam, er en skikkelse som franskmanden Ernest Renan (1823-92) særdeles repræsentativ. Hans rabiate udfald mod den muslimske kultur har fået en renæssance i dagens Danmark takket være to bøger: Ibn Warraqs ”Derfor er jeg ikke muslim” og Helle Merete Brix & andres ”I krigens hus”. Begge bøger bygger på Renan som en objektiv autoritet, hvad han bestemt ikke er! Dette kunne være et signal om. at Europas (kultur-)imperialistiske fase faktisk ikke er slut endnu. Den er blot umærkeligt gledet over i den tredje, senmoderne fase, hvor den herskende management-tænkning trives side om side med f.eks. Francis Fukuyamas tåbelige forestilling om, at ”historien er slut”. Selv i en periode med historisk bevidstløshed fortsætter historien. At det forholder sig sådan, illustreres på bedste vis af Karen Jespersen og Ralf Pittelkows bestseller ”Islamister og naivister”. Bogens sensationelle tese går som bekendt ud på, at Muhammed-sagen var intet mindre end islamisternes forsøg på at tvinge Europa under shariaens åg. Bogens tour-de-force ligger imidlertid i, at den forener nationalromantik, senimperialisme og noget, der ligner moderne management-tænkning i et fælles anti-islamisk projekt. For ganske vist understreger Jespersen og Pittelkow, at islam og islamisme er to helt forskellige ting, men skillelinjen mellem de to størrelser er i bogen så tilpas udvisket, at ”Islamister og naivister” kommer til at lægge sig i slipstrømmen af to triste teser. Nemlig Søren Krarups og Jesper Langballes forestilling om islam som ”pest over Europa” og Brix & co.’s påstand om, at ikke bare islamisme, men også islam, er en højreekstremistisk bevægelse. Når Jespersen og Pittelkow alligevel mener, at de moderate muslimer skal inddrages i kampen mod islamismen, kan dette derfor kun forstås på én måde: I pagt med management-tænkningen bør de moderate muslimer udvise den fornødne omstillingsparathed. Det vil sige hengive sig helhjertet til kampen mod islamismen og samtidig acceptere, at deres religion udstilles som en køn blanding af pest og fascisme. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow er lige så naive som naivisterne og lige så tvetungede og simplistiske som islamisterne. For hvordan i alverden kan de forestille sig, at de moderate muslimer skal agere demokrater, når de i tide og utide får ørerne tudet fulde med, at deres religion - dvs. en vigtig del af deres identitet - er uudviklet, småfascistisk, autoritær, kvindeundertrykkende og så videre?