Udland

Islamister tager studerende som gidsler i Irak

Væbnede islamister har besat universitet og taget gidsler på universitet 110 kilometer vest for Bagdad.

En gruppe jihadister har taget både studerende og ansatte på et universitet i den irakiske by Ramadi som gidsler, oplyser politiet.

Gerningsmændene tilhører ifølge nyhedsbureauet AFP den islamistiske gruppe Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL), som anses for at have forbindelser til terrornetværket al-Qaeda.

De skal have banet sig vej til universitetsområdet ved at dræbe flere vagter og har desuden sprængt en bro, der fører til skolens hovedindgang, i luften.

Ifølge hospitalskilder er to lig blevet bragt til et hospital i Ramadi, der ligger 110 kilometer vest for hovedstaden Bagdad.

Lørdag middag har sikkerhedsstyrker omringet bygningen, og ifølge en reporter fra AFP har de indledt et modangreb på universitetet.

Omkring 1000 studerende havde inden modangrebet held til at flygte fra universitetet, mens flere stak af, efter at sikkerhedsstyrkerne havde indledt beskydningen.

Reuters skriver, at islamisterne patruljerer på universitetets tage med sniper-rifler.

Det er ikke umiddelbart klart, hvor mange studerende og ansatte, der fortsat opholder sig på universitetet.

Der har i flere måneder været kampe mellem sikkerhedsstyrker og oprørere i Ramadi.

Gidseldramaet sker dagen efter, at mindst 36 mennesker blev dræbt i et selvmordsangreb og kampe nær byen Mosul i det nordlige Irak.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.