Islandsk ulv i fåreklæder

"Mount Modern"

Dyr 16. november 2011 05:00

Bag kunstnernavnet Dad Rocks gemmer sig islændingen Snævar Njall Albertsson, der i flere år har været aktiv på den eksperimenterende danske rockscene som sanger i bandet Mimas. Nu er han ude med et soloalbum og en lille koncertturné, som 19. november bringer ham til Studenterhuset i Aalborg. Og som man forventer af en nabo fra det høje nord er det musik, som skiller sig ud fra mængden. Som udgangspunkt kan man kalde det en slags folk-pop. Masser af finger-pickin' akustisk guitar men et usædvanligt akkompagnement af blandt andet violin, bratsch, gulvbas, trompet og kornet. Dertil kommer et nærmest messende sangforedrag af hovedmanden selv og tekster, som strækker sig fra det kærligt (selv)ironiske til det bidende sarkastiske. Som når han i nummeret "Pro-disney" anklager den kommercielle musikindustri for at hjernevaske vores børn til at tjene sine egne interesser, som dybest set handler om at skovle penge ind. På skrift kommer projektet måske til at fremstå noget rodet og usammenhængende, men den enkle poetiske lyd og de krasse tekster står faktisk rigtig godt til hinanden. Der er en nærmest hypnotisk stemning over musikken, som får lytteren til at flyde med. Og vågne brat op, hvis man kommer til at lytte til teksterne, og tænke: "Sang han virkelig det?" Som i nummeret "Downaging": "I became af boy/when I recieved my first Happy Meal-toy/And I noticed a pair of breasts/and I did what I could/I did my very own best/To get this girl undressed/but I sadly failed the test". Dad Rocks kan oversættes til "Far Styrer" og er ydermere et ordspil over begrebet Dad Rock (al den gamle musik fra 60'erne og 70'erne, som fædre forsøger at proppe ned i halsen på deres børn). På nogen områder minder albummet i al sin uhøjtidelighed om en unplugged udgave af det amerikanske band Bloodhound Gang, og Snævar Albertssons sangstemme lægger sig faktisk sine steder op ad blodhundenes Jimmy Pop Ali's. Men først og fremmest er Dad Rocks en forfriskende skæv ulv i fåreklæder på den danske musikscene. Lars Aare lars.aare@nordjyske.dk Dad Rocks: "Mount Modern" Father Figure Records/Playground Music

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...