Island

Islandske vandfald bliver til vaser i Skagen

SKAGEN:- Til sidst protesterede de andre mere og mere højlydt, når jeg pegede og sagde, at der også lige var et spændende vandfald derhenne og at det var var vi nød til at skulle hen for at se. Årh, nej - ikke flere vandfald, lød det. - Jeg så det - eller måske den rigtige betegnelse er oplevede det, uanset om alle ville med eller ej, for jeg må indrømme, at jeg er faldet fuldstændig for de utroligt flotte og spændende vandfald, de har på Island. Det er glaspuster Niels Chr. Olesen, der erklærer sin uforbeholdne kærlighed til den islandske natur, som han og familien oplevede under et besøg i påsken. - Guldfoss er nok det mest imponerende vandfald, men der er mange andre og mange andre rigtig flotte og spændende, og jeg har på en måde dem allesammen med mig hjem - i hukommelsen og i ”inspirations-mappen,” fortæller Niels Chr. Olesen. Et kæmpe vandfald på mellem 100 og 200 meter er ikke noget, man sådan lige bestemmer over, og Niels Chr. Olesen har erfaret, at den inspiration, vandfaldene har givet til store vaser, heller ikke lige er noget, man bare sådan bestemmer over. - Det er foreløbig meget få af de store vaser, det er lykkedes at få hele ud af afspændingsovnen, siger han. - Selv om det er besværligt og kræver et grundigt kendskab til arbejdet med den flydende glasmasse, så lærer man at få den del af processen på plads i løbet af nogle forsøg. Lidt anderledes er det med den del, man ikke kan se eller sådan lige gribe ind i - afspændingen. - Den ”slås” jeg med endnu, når de gælder de meget store vaser, og det skyldes både råstofferne i glasmassen, at der bruges meget store mængder glas og at tingene, vaserne, er så store. Så skal afspændingen foregå over væsentlig længere tid, end med almindelige vaser, skåle og glas, og de tempi, temperaturen i afspændingsovnen skal falde med, skal være anderledes og helt speciel for de forskellige mængder glas og størrelser på vaserne - og måske skal der en helt anden afspændingsovn, end den jeg har nu, til, for at det kan lade sig gøre, siger Niels Chr. Olesen. Der er da også en ny afspændingsovn på vej til glaspusteriet på Engklitvej i Skagen. - Den får jeg lavet hos kleinsmeden i Skagen, og den har et større kammer, end den ovn, jeg har nu. - Under alle omstændigheder kan jeg se, at jeg er ved at nærme mig den rigtige afspænding - revnerne bliver færre og færre, og en skønne dag - måske inden så længe, er de der slet ikke, eller i hvert fald kun sjældent, siger Niels Chr. Olesen. Og så kan de islandske vandfald for alvor folde sig ud - også i Skagen. Arbejdsprocessen med de store vaser kræver hurtighed og akurratesse. En stor portion flydende glasmasse hældes ud på en varm jernplade, så den bliver flad i bunden. Med en stor skovl løftes den derefter op, som var det en pandekage, og den vendes ud over en rund metalpidestal, så det flydende glas løber ned af siderne på den. Det flydende glas formes derefter lynhurtigt med - i dette tilfælde - er par murerskeer og hænderne, som er godt beskyttet af tykke handsker. Til sidst vendes metalpidestalen, så vasen kommer til at stå med åbningen opad - og hvis alt er gået godt, har glasset den rette temperatur til, at de imponerende ”vandfaldssider” bliver stående - og vasen er færdig, eller i hvert fald klar til at komme i afspændingsovnen. Hvordan resultatet så er viser sig 50 - 60 timer senere, når den tages ud af afspændingsovnen.