Isligaen kan takke Aalborg for stor tilskuerfremgang

Tilskuerboom i Aalborg er årsag til, at den bedste ishockeyrække kan notere godt 17 procents fremgang.

Isligaen kan takke Aalborg for stor tilskuerfremgang

Aalborgenserne er vilde med byens ishockeyhold Aalborg Pirates, der spiller med i toppen af AL Bank-ligaen. Tilskuerboomet ved Limfjorden trækker hele ligaens gennemsnit for sæsonen i vejret med godt 17 procent.

Imponerende 3.209 tilskuere har i gennemsnit overværet Aalborg Pirates' hidtidige 20 hjemmekampe i Gigantium, og det er mere end en fordobling i forhold til sidste sæson.

For ligaen som helhed er billedet noget mere grumset. Godt nok er ishockeysporten med 1.513 tilskuere per kamp en af landets mest besøgte, men sporten kan takke de ishockeyglade nordjyder for den flotte fremgang.

De øvrige klubber mønstrer tilsammen et snit på 1.290 tilskuere, hvilket blot er 16 tilskuere mere, end de kunne notere på samme tidspunkt i sidste sæson.

Det springer i øjnene, at de tre sjællandske klubber, Herlev Eagles, Rødovre Mighty Bulls og Copenhagen Hockey alle må konstatere et fald i publikumstilstrømningen i forhold til sidste år.

Til gengæld er der lidt flere, der går til ishockey i de jyske byer og på Fyn.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst