Ismand bliver ny kædedirektør for Irma

Direktør for Premier Is Jesper Uggerhøj overtager det ledige job som kædedirektør hos supermarkedskæden Irma.

Ismand bliver ny kædedirektør for Irma

Det er en mand med mange is i maven, der har sagt ja til jobbet som direktør for supermarkedskæden Irma.

Premier Is' administrerende direktør, 41-årige Jesper Uggerhøj, overtager den ledige post fra Alfred Josefsen, som forlod stillingen i april.

- Jeg har haft næsten tre fantastiske år i Premier Is. Men opgaven med at lede og videreudvikle et af Danmarks stærkeste brands kan jeg ikke sige nej til, og jeg glæder mig meget til den, siger Jesper Uggerhøj i en pressemeddelelse.

Den nye Irma-chef har en bred erfaring fra dansk dagligvarehandel, og han har tidligere været administrerende direktør i Løgismose og Senior Vice President i Toms Gruppen.

Hos Coop, der ejer Irma, glæder administrerende direktør Jesper Lien sig til samarbejdet med Jesper Uggerhøj.

Den tidligere mangeårige chef Alfred Josefsen forlod Irma efter 13 år i vrede over, at Irmas kædekontor i Rødovre skal flyttes til Albertslund i begyndelsen af 2013.

- En væsentlig del af min egen motivation har været den selvstændige beliggenhed i Rødovre, sagde Alfred Josefsen.

- Men jeg kan ikke mobilisere den nødvendige passion til at lede Irma fra de nye omgivelser i Albertslund, så derfor har jeg besluttet mig for at opsige min stilling, sagde han.

Den nye direktør Jesper Uggerhøj har en uddannelsesmæssig baggrund som MBA samt en HD i afsætningsøkonomi.

Irma består af 82 butikker med en samlet omsætning på 2,3 milliarder kroner eksklusiv moms, og der er cirka 2300 medarbejdere ansat i Irma.

Jesper Uggerhøj tiltræder som kædedirektør for Irma den 1. oktober.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.