Isolerede kvinder et gammelt problem

Den nye integrationsminister, Rikke Hvilshøj, kan roligt trække i arbejdstøjet. Der bliver nok at se til også i hendes regeringstid. Selv om hendes forgænger på posten udmærkede sig ved gøre en stor indsats, betragter jeg det kun som ridser i lakken mod det, der venter på at blive gjort.

Regeringens planer om at få 25.000 flere indvandrere i arbejde de næste fem år bliver i øjeblikket undermineret af det faktum, at ca. 13.000 indvandrerkvinder bliver holdt i isolation i Danmark, uden kontakt med det danske samfund. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Disse kvinder frister en hård skæbne og lever adskilt fra omverdenen på grund af børnepasning, deres egen selvopfattelse af deres kønsrolle og af angst for samfundet udenfor hjemmets fire vægge. "Udviklingen er alarmerende, fordi kvindernes isolation går videre til anden og tredje generation af kvinder. Vi risikerer, at de heller ikke kommer ud i det danske samfund", siger bl.a. formanden Integrationsrådet i Arhus Kommune, Mohamed Reza Taremian. Han opfordrer regeringen til at iværksætte en offensiv for at få de isolerede kvinder ud i samfundet. Efter min mening er dette ikke noget nyt problem, idet man har kendt til sager med isolerede kvinder i det danske samfund de sidste 30 år. At antallet nu er vokset os alle over hovedet, kommer nok som en ubehagelig overraskelse for de fleste. Den nye opgørelse viser tydeligt, at det er typisk er kvinder fra en familiesammenføringer, der ender på denne måde. Fra Dansk Folkepartis side mener vi, at der er mange tabere i dette spil. For det første holdes disse kvinder væk fra deres borgerlige rettigheder i Danmark. Det gøres ganske enkelt ved isolation, manglende danskundervisning og en stædig holden fast ved hjemlandets kultur, hvor bl.a. kvindeundertrykkelse indgår som en del af pakkeløsningen. At det overhovedet finder sted skyldes alene, at deres ægtemænd synes, at det er bedst for dem ( ægtemanden), at det er sådan.. For det andet går det ud over børnene, som isoleres og hæmmes i deres udvikling , idet de fastholdes i en rigid opfattelse af kvindens rolle i samfundet. Og med stor risiko for at disse børn ikke får de optimale muligheder for senere at indgå i det danske samfund. For det tredje taber det danske samfund enorme økonomiske og menneskelige ressourcer på, at disse kvinder isoleres fra det danske arbejdsmarked, at kvinderne ikke får en jordisk chance for at udvikle sig som selvstændige individer, fordi deres mænd ikke ved, hvad de skal gøre ved en kvinde, der er oplyst og måske stiller krav til manden. Disse forhold må der ganske enkelt laves om på så hurtig som muligt. Den nye integrationsminister, Rikke Hvilshøj, kan måske med sin kvindelige intuition komme et spadestik dybere ned i disse overordentlige komplekse forhold og finde en holdbar løsning. Men enhver kan sige sig selv, at disse tilstande er ganske uholdbare og de kræver handling her og nu, før næste generation også tabes på gulvet. Man kan ganske enkelt ikke se på, at der i Danmark skabes disse parallelsamfund af etniske underklasser, hvor der opstår landsbyer midt i storbyer, hvor deres leves et liv langt borte fra det samfund, de er borgere i. For at tingene skal lykkes her, tror jeg på, at dialogen og konsekvensen skal bane vejen frem mod disse kvinders frigørelse. Den danske integration må i gang for alvor.