Ispriser på raketfart

Det bliver dyrt at smæske sig i is til sommer. Prisen på ispinde er steget med over 50 procent ud over inflationen på to årtier.

Et pristjek, som 24timer har foretaget, viser, at prisen på ispinde er steget markant i de seneste år. Arkivfoto: Peter Mørk

Et pristjek, som 24timer har foretaget, viser, at prisen på ispinde er steget markant i de seneste år. Arkivfoto: Peter Mørk

Kan du huske, da en Filur kostede tre runde enkroner? Nu skal der findes otte enkroner i pungen. Et pristjek, som 24timer har foretaget, viser, at prisen på ispinde er steget markant i de seneste år. En champagnebrus koster idag 15 kroner. I 1989 var prisen 6 kroner. Hvis isens prisudvikling havde fulgt inflationen, ville den koste 9,50 kroner, viser Danmarks Statistiks prisberegner. Seks af Friskos klassiske ispinde er i gennemsnit steget med over 50 procent ud over den almindelige inflation siden 1989. Sådan skriver 24timer. Billigt at producere is Henning Otte Hansen, forsker og seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, vurderer, at det er billigt at producere en is, der er forholdsvis dyr for forbrugerne. - Råvaredelen inklusive emballage og ispind udgør kun cirka fem procent af prisen på en sodavandsis. Det koster cirka 40 øre at producere en Filuris eller en is af tilsvarende størrelse, vurderer Henning Otte Hansen. En sodavandsis indeholder hovedsagligt vand, luft og sukker, foruden farve, smagsstof og stabilisator. Stabilisatorer får luften til at blive i isen. Det er noget dyrere, at producere en flødeis med chokolade, men Henning Otto Hansen vurderer, at produktionsprisen er to kroner for en Magnum-is, der koster 20 kroner i butikkerne. Friskos salgsdirektør afviser dog, at de kan sælge isene billigere, end de gør. - Vi ville da ønske, at vi kunne sælge dem billigere, men det er et dyrt apparat, der skal i sving for at sælge is. Det er absolut ikke billigt at producere, distribuere og sælge is. Og derudover bliver hver liter is beskattet med 4,25 kroner i Danmark, siger Jakob Knudsen, der er salgsdirektør i Frisko, til 24timer.