Israel

Israel det nye USA

Det er en kendt sag, at USA er verdens ”eneste supermagt”. De er en unipolær magtenhed, der med politisk overlegenhed kan gennemtvinge tiltag økonomisk og politisk, uden nogen egentlig kan gøre noget ved det.

Dette er der flere eksempler på, men Irak-krigen er et godt et af slagsen, hvor USA i al sin "slangethed" formåede at sno sig uden om det internationale samfunds holdning (FN) og almindelig sund fornuft og international retspraksis i øvrigt. Man fandt aldrig masseødelæggelsesvåben, men hvem KAN tage kampen op mod sådan en nation? På linje med USA som magtpunkt nummer ét i verden, er Israel blevet magtcentrum nummer ét – bare i Mellemøsten. De kan, ganske uhindret, angribe Gaza, der på retfærdigvis er blevet beskrevet som ”verdens største fængsel”. Jvf. FN's delingsplan fra 1947, hvor man lagde grundlaget til oprettelsen af staten Israel i palæstinensernes område, skulle der være 2200 km2 i Gaza-”striben” for at det kunne fungere, men efter lidt over et halvt århundredes israelsk geografisk terror mod palæstinenserne, er dette nu indskrænket til det mest befolkningstætte område i verden. Der bor således nu en million mennesker på 350 km2! Israel har i Gaza et politisk gidsel, som de kan bruge til meget, og handlingerne i øjeblikket er den tyranniske stats magtdemonstration overfor de mere og mere magtesløse palæstinensere. Ja, Hamas brød selv våbenhvilen, og ja, de bruger ikke-demokratiske terror-metoder i kampen for deres sag. Men sagen er i sidste ende, at en USA-lobby af jøder og FN gennemtrumfede delingsplanen i 1948, og at Israel siden med hjælp og anerkendelse fra USA har erobret landområder, der aldrig har tilkommet dem. Jeg forstår godt, at palæstinenserne føler sig snydt og bedraget. Og som en palæstinensisk kone, der havde mistet sin mand og sine døtre i forbindelse med Israels terrorbombninger, søndag sagde i nyhederne: ”Hvorfor er der ingen, der beskytter os? Hvorfor er der ingen, der lytter til os?”. Og selvom flere danske medier skal have ros for at dække konflikten mere og mere sobert og mindre og mindre til glæde for USA's projekt med området, så ligger hovedsympatien fejlagtigt hos Israel i den vestlige verden. Hvordan kan Per Stig Møller stå frem og sige, at Israel ”har ret” til at forsvare sig? De træder på en befolkning og et stykke land, der socialt, økonomisk og ikke mindst politisk (tenderende diktatur) ligger helt ned. Og hvorfor er Palæstina i den situation i dag? Det er historisk set også Israels og Vestens skyld. Med hensyn til fremtidsudsigterne er det galimatias ikke at anerkende den ene eller den anden stat, for der er - alt taget i betragtning – to stater, der har et grundlag og en funktion, både regionalt og internationalt. Diplomati er den bedste løsning til hver en tid, men så længe Israel lader sig blive en kopi af USA – med al den militære interventionsmentalitet, der følger med – og så længe USA billiger dette, så vil det være svært. Vi må håbe, at FN bruger denne mulighed til at træde i karakter og starte diplomatiske forhandlinger uden om USA og med stater, der er uafhængige i sagen, så vi kan få stoppet grusomhederne fra begge parter.