EMNER

Israel fortsætter opførelsen af kontroversielt hegn

JERUSALEM:Den israelske regering godkendte i går næste etape af et omstridt hegn omkring de besatte palæstinensiske områder. Det skete trods international fordømmelse af hegnet, der beskyldes for at underminere den strandede fredsproces. USA havde truet med at skære i den økonomiske støtte til Israel, hvis hegnet går for langt ind på palæstinensisk område, og derfor besluttede premierminister Ariel Sharons regering at ændre retningen på det næste stykke hegn, så bl.a. de 18.000 indbyggere i den jødiske bosættelse Ariel 20 kilometer inde på den besatte Vestbred ikke bliver omfattet. Hegnet skal beskytte israelerne mod palæstinensiske terrorangreb, og derfor bliver der nu bygget et separat hegn omkring Ariel, der senere kan bygges sammen med det øvrige hegn. En vestlig diplomat konkluderede ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters, at "det udskyder problemet et øjeblik. På et eller andet tidspunkt bliver de nødt til at beslutte, om hegnet skal bygges sammen, og så bliver det igen sat på dagsordenen". Ifølge den israelske avis Ha'aretz oplyste Sharon i går, at regeringen om otte måneder vil diskutere en sammenbygning med Washington og derpå tage en endelig beslutning. Flere indbyggere i bosættelsen Ariel tilkendegav over for det franske nyhedsbureau AFP, at de ikke er synderligt optagede af det omstridte hegnsbyggeri. Palæstinenserleder Yasser Arafats rådgiver, Nabil Abu Rudeina, sagde til AFP, at hegnet "hindrer fredsforhandlinger og komplicerer forsøget på at få fredsprocessen tilbage på sporet". Den såkaldte køreplan for fred, som USA, FN, EU og Rusland står bag, har som mål at oprette en selvstændig palæstinensisk stat i 2005, men USA frygter, at hegnet kommer til at udgøre en defacto-grænse. /ritzau/Reuters