Israel: Franskmand smuglede våben til palæstinensere i konsulatbil

Ifølge israelsk spiontjeneste har en fransk konsulatansat smuglet 70 pistoler og to rifler til Vestbredden.

Ritzau
Den anholdte franskmand skal have smuglet snesevis af våben fra Gaza til Vestbredden via Erez-grænseovergangen mellem Gaza og Israel. Foto: Scanpix/Mahmud Hams/arkiv
19. marts 2018 08:42 - Opdateret 19. marts 2018 09:03

Israel har anholdt en fransk statsborger, der er ansat på Frankrigs konsulat i Jerusalem, på mistanke om, at han har smuglet våben til palæstinensere på Vestbredden.

Det meddeler den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet mandag.

Angiveligt har franskmanden brugt en af konsulatets biler til at komme uden om de israelske sikkerhedstjek.

På den måde har han ifølge Shin Bet smuglet 70 pistoler og to rifler gennem Erez-grænseovergangen mellem Gazastriben og Israel og videre til Vestbredden.

Det skal være sket ved mindst fem lejligheder, skriver den israelske sikkerhedstjeneste i en meddelelse om sagen.

Den franske avis Le Figaro skriver, at våbensmugleriet har stået på i tre måneder.

Ifølge avisens oplysninger er den anholdte en 24-årig mand, der er ansat som chauffør på konsulatet i Jerusalem. Han blev taget af israelsk politi for en måned siden ved grænsen mellem Gaza og Israel.

Franskmanden vil blive sigtet for våbensmugling og for at have samarbejdet med den militante Hamas-bevægelse, skriver Le Figaro.

En unavngiven israelsk sikkerhedskilde siger til Reuters, at franskmanden skal have haft økonomiske motiver til at smugle våbnene fra Gaza til Vestbredden.

Frankrigs ambassade i Israel ser med stor alvor på sagen.

- Vi tager denne sag meget alvorligt, og vi samarbejder meget tæt med de israelske myndigheder i denne sag, siger en talsmand for ambassaden.

Talsmanden vil ikke kommentere anklagerne mod den ansatte på konsulatet yderligere.

Den anholdte skal møde for retten senere mandag i byen Beersheba i det sydlige Israel.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...