Israel har anholdt flere Hamas-ledere på Vestbredden

Soldater fra den israelske hær har pågrebet flere Hamas-ledere på Vestbredden, siger palæstinensiske kilder.

Udland 4. februar 2013 10:57

Israel har anholdt flere Hamas-ledere på Vestbredden

Den israelske hær har ifølge palæstinensiske kilder pågrebet flere ledere af den fundamentalistiske palæstinensiske Hamas-bevægelse på Vestbredden.

Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder i Ramallah oplyser, at mindst 15 palæstinensere er anholdt, heriblandt otte lokale Hamas-ledere.

Anholdelserne er blandt andet sket i byerne Nablus og Hebron.

Blandt de anholdte er også flere palæstinensiske folkevalgte, heriblandt Hatem Kafisha og Mohammad Al-Tal fra Hebron og Ahmad Atoun i Ramallah.

Den israelske hær bekræfter at have anholdt 25 Hamas-medlemmer natten til mandag.

- I løbet af natten er 25 palæstinensere blevet anholdt på Vestbredden, siger en talskvinde for hæren.

Hamas, der betegnes som en terrororganisation af EU og USA, kontrollerer Gazastriben.

Men bevægelsen er også begyndt at blive aktiv på Vestbredden, der domineres af den rivaliserende gruppe Fatah.

Sikkerhedskilder siger til nyhedsbureauet AFP, at Israel planlægger at anholde flere formodede militante på Vestbredden for at forhindre et ulmende oprør i at udvikle sig til en egentlig opstand.

Anholdelserne kommer, mens palæstinenserne stadig er rasende på Israel over den otte dage lange militæroffensiv i Gazastriben i november.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...