EMNER

Israel lukker grænsen til Gaza på ubestemt tid

Jerusalem: Israel lukkede i går grænseovergangene til Gaza på ubestemt tid, og det sker som reaktion på beskydning med raketter fra den palæstinensiske enklave. Israel anser raketbeskydningen mod byer i det sydlige Israel for at være et brud på den våbenhvile, som det Hamas-styrede Gaza i sidste uge indvilgede i. Da grænseovergangene skulle åbne kl. otte onsdag morgen satte Israel en smæk i. Der havde ellers de foregående dage med våbenhvile været godt gang i leverancer til det forsyningshungrende Gaza. En repræsentant for EU oplyste, at der onsdag skulle have været nye EU-leverancer af brændstof til Gaza's kraftværker, men de stoppede med den israelske blokering af grænsen. Der er dog sluppet forsyninger ind de foregående dage, som gør kraftværkerne i stand til at fungere resten af ugen, sagde han. Den fundamentalistiske gruppe Islamisk Jihad siger, at det var den, som tirsdag affyrede adskillige raketter fra Gaza mod mål i det sydlige Israel og brød fem dages våbenhvile. Islamisk Jihad sagde, at det var gengældelse for drabet på en af dens kommandanter på Vestbredden. Den besatte vestbred er ikke omfattet af våbenhvilen. En talsmand for Hamas-styret beskyldte Israel for at være i ond tro med beslutningen om at lukke grænseovergangene. Det er en "overtrædelse af aftalen om ro i Gaza", mente talsmanden. Våbenhvilen kom i stand efter mægling fra Egypten. Hamas-lederen Khalil al-Haya siger, at man ikke kan forvente, at Hamas skal optråde som Israels "politistyrke". - Selv om der begås overtrædelser af visse fraktioner, så lægger Hamas vægt på dets forpligtelse til at sørge for ro, og det arbejder på at sikre ro, siger han. En egyptisk grænsefunktionær oplyste onsdag, at grænsevagter har opdaget syv tunneler under grænsen til Gaza, der bruges som korridor for smuglere. Ifølge funktionæren brugtes nogle af tunnelerne til at pumpe olie ind i det trængende Gaza. /ritzau/Reuters