Retspleje

Israel måske for international domstol

LONDON:Der er en mulighed for, at Den Internationale Domstol i Haag tager det israelske militære indtog i Gazastriben op, fordi det er en krænkelse af folkeretten. Det britiske dagblad The Guardian skriver onsdag, at FN's Generalforsamling på et møde i denne uge overvejer at bede Den Internationale Domstol om en foreløbig vurdering af situationen. Richard Falk, FN's særlige rapportør om de palæstinensiske områder, siger til avisen, at der findes et "velfunderet synspunkt" om, at både Israels indledende luftangreb og taktikken siden da er "grove overtrædelser af FN-pagten, Genevekonventionerne, folkeretten og internationale humanitære bestemmelser". Falk erindrer om, at Israel som besættelsesmagt i Gaza har et særligt ansvar. Han kritiserer blokaden af humanitær støtte og ødelæggelsen af infrastrukturen, som afskærer palæstinenserne i Gaza fra adgangen til mad og brændstof. En kilde i det britiske udenrigsministerium bekræfter over for The Guardian, at den britiske regering vil overveje at støtte et forslag i Generalforsamlingen om at lade Den Internationale Domstol se på Israels fremfærd. Israel er tidligere blevet kritiseret for at tilsidesætte folkeretten, når det gælder forpligtelserne over for palæstinenserne. Israel fastholder, at det ikke længere er en besættelsesmagt, fordi israelske repræsentanter og bosættere rømmede Gaza i 2005./ritzau/