Israels grænser endelige

EMNER 10. januar 2003 01:00

KONFLIKT: 22.11. spørger Poul Rode Andersen, Frederikshavn: Hvorfor skal Israel ikke tvinges til at leve op til FN"s resolutioner om tilbagetrækning fra de besatte områder? Der findes et svar. Det ligger i de historiske kendsgerninger, og for overblikkets skyld må vi tilbage til seksdageskrigen i 1967, da Israel notorisk blev overfaldet af tre lande på én gang, Egypten, Jordan og Syrien. 31.5.67 stod der i den egyptiske avis Al Acham: "Som led i den militære aftale med Jordan, skal jordansk artelleri i samarbejde med egyptiske og syriske styrker dele Israel i to dele ved Kalkilya, hvor det israelske territorium mellem Jordans våbenstilstandslinier og Middelhavet kun er 12 km bredt". 27.5. samme år havde præsident Nasser udtalt: "Vort fundamentale mål vil være ødelæggelsen af Israel". Og Iraks præsident Aref udtalte: "Israels eksistens er en fejltagelse, der må rettes. Dette er vor chance til at udviske den skændsel, vi har måttet leve med siden 1948. Vort mål er klart: At udradere Israel fra kortet". Alle Israels "venner" forholdt sig passive. Og til verdens store undren gik det lige stik modsat det forventede. Israel slog aggressorerne på alle tre fronter. Syrien flygtede fra Golanhøjderne, Egypten blev drevet tilbage til den anden side af Suez, og den jordanske hær blev jaget hjem til landet Jordan. Med dem fulgte 650.000 civile arabere. Derfor må svaret være: Fordi FN er handlingslammet. Hvad skal FN gøre? Diktere Israel at aflevere de befriede områder til Jordan? Eller give det hele tilbage til araberne, der flygtede sammen med Jordans hær? Nej, FN har låset sig fast i sine egne rænker. Ikke for ingenting kaldes FN (eller UN) i folkemunde "United Nothing". Sejrherren plejer at stille betingelserne. Og da den ultrakorte krig var afsluttet, havde Israel fået den grænse, som Gud havde lovet Moses for 3300 år siden: "Som østgrænse skal I afmærke jer en linie fra Hazar-Enan til Sjefam. Fra Sjefam skal grænsen gå ned til... Kinneretsøen (Genezaret) og derpå ned langs Jordan og ende ved Salthavet. (Det døde hav) Det skal være jeres land i hele dets udstrækning til evig tid." Men seks dages krigen var også en historisk begivenhed på andre måder. For første gang blev Israel udskreget som "besættelsesmagt". Og siden har vi hørt udtrykket "den af Israel besatte vestbred" Denne benævnelse eksisterer stadig, og det på trods af, at Kong Hussein i 1992 gav definitivt afkald på Judæa og Samaria, som området rettelig hedder. Det er for dårligt, når vore egne korrespondenter på denne måde går arabernes ærinde. I øvrigt har det nævnte område aldrig tilhørt andre end Israel, men blev kort efter staten Israels oprettelse i 1948 annekteret af Jordan. Israel kunne ikke protestere, for de havde netop fået det, der var blevet enighed om i FN. Men seks dages krigen fik også andre historiske konsekvenser for Israel og dets grænser. I henhold til Camp David-aftalerne indvilgede Israel i at overlade hele Sinaihalvøen til Egypten som før og afsluttede tilbagetrækningen i 1982. Ved den lejlighed kom grænsen mellem Israel og Egypten til at gå ved Egyptens bæk. Et tilfældigt valgt sted? Nej, igen en bekræftelse på, at Israels Gud stadfæster sine løfter. 4. Mos. kap. 34 vers 3-6: "Jeres sydgrænse mod øst begynder ved enden af Salthavet, så... skal grænsen dreje hen til Egyptens bæk og ende ved havet (Middelhavet) Hvad vestgrænsen angår, skal det store hav være jeres grænse." Sådan er oldtidens grænser i vore dage blevet stadfæstet af Israels Gud! Mellem havet og floden ligger Israels land til evig tid - inclusive Gazastriben, der engang kaldtes Filistrenes land. Egyptens bæk er ikke - som mange opfatter det - et poetisk navn for Nilen, men en wadi, der er afsat på nogle kort med det hebraiske navn Wadi el Arish, som så er oversat til Egyptens bæk. Hermed er Guds grænseløfter til Israel stadfæstet, bortset fra løftet om et kommende stor-Israel. Men denne opfyldelse finder først sted efter Jesu genkomst. Ved den lejlighed vil grænsen ved Wadi el Arish igen blive bekræftet, som Gud havde lovet Abraham: "Dit afkom giver jeg dette land fra Egyptens bæk til den store flod , Eufratfloden." (1.Mos. 15,18) Det er således tydeligt, at Israels nuværende grænser er endelige og ikke vil være til forhandling. Dertil har de kostet Israel alt for meget blod. Initiativet fra den nye firkløverbande bestående af EU, USA, FN og Rusland, vil heller ikke kunne stille noget op med henblik på at etablere en arabisk stat indenfor Israels grænser. For det er Israels Gud, der i vor tid har opfyldt sine løfter til Israels folk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...