EMNER

Israels hær invaderer Jenin

JERUSALEM:Et stort antal israelske soldater rykkede i går ind i byen Jenin på Vestbredden og har taget hul på en operation, der ventes at vare i adskillige dage, rapporterer den israelske avis Haaretz. Ifølge avisen vil soldaterne "opløse terror-infrastruktur", og da soldaterne ankom til Jenin, blev der omgående indført udgangsforbud og konfiskeret våben. Avisen skriver også, at en bil, der var forvandlet til en bilbombe, der skulle bruges i Israel, er sprængt i luften af soldaterne i Jenin. Nyhedsbureauerne skriver, at israelerne ankom til byen i 30 kampvogne og jeeps. Samtidig er der rapporter fra Gazastriben om, at en Hamas-aktivist blev dræbt og tre israelske soldater såret under skyderi i flygtningelejren Nuseirat i går morges. /ritzau/