EMNER

Israels hær slår til på Vestbredden

Den israelske hær anholdt tidligt i dag flere end 100 palæstinensiske aktivister i en større operation i Hebron på Vestbredden rettet mod den islamiske Hamas-bevægelse. Det meddeler israelsk militær.

Aktionen, som blev gennemført af en af hærens eliteinfanterienheder, var endnu i morges i gang og ventes afsluttet "inden for de næste få timer", hedder det i en erklæring fra hæren. - Hamas-infrastrukturen i Hebron-området står bag angreb, hvor 52 israelske statsborgere er blevet dræbt, herunder et selvmordsangreb 11. juni mod en bus i Vestjerusalem, der kostede 17 mennesker livet og sårede flere end 100, hedder det videre i erklæringen. Ifølge oplysninger fra Israels hær er flere end 240 israelere blevet dræbt og omkring 1500 såret, siden det palæstinensiske oprør mod Israel blev indledt i slutningen af september 2000. /ritzau/