Israels militær svarer igen på raketter fra Libanon

Israels militær beskyder onsdag eftermiddag "et antal mål" i Libanon som svar på raketbeskydning over grænsen.

Tilhængere af libanesiske Hizbollah med bevægelsens gule flag samt det iranske (t.v.) og palæstinensiske flag under en demonstration i sidste uge nær grænsen til Israel.

Tilhængere af libanesiske Hizbollah med bevægelsens gule flag samt det iranske (t.v.) og palæstinensiske flag under en demonstration i sidste uge nær grænsen til Israel.

TEL AVIV: Fire raketter er onsdag affyret fra det sydlige Libanon mod Israel.

Det oplyser det israelske militær, der onsdag eftermiddag svarer igen med artilleri mod "et antal mål" i Libanon.

- Fire raketter blev affyret fra Libanon ind på israelsk territorium, oplyser militæret ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Som svar rammer israelsk artilleri et antal mål på libanesisk territorium.

Der er ikke umiddelbart meldinger om sårede eller dræbte på nogen af siderne.

I området øst for den israelske kystby Haifa hylede sirenerne for at advare indbyggerne om, at der var et raketangreb på vej.

Indbyggere i byen Krayot, der ligger tæt ved Haifa, fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at de hørte tre eksplosioner.

En af raketterne blev stoppet af Israels avancerede forsvarssystem, der skyder dem ned, skriver avisen Haaretz. To andre landede i havet, og en fjerde slog ned på åbent land.

Det er ikke umiddelbart klart, hvem der står bag affyringerne. På libanesisk side er store dele af det sydlige Libanon kontrolleret af Hizbollah, der har bånd til Hamas i Gaza.

Kilder tæt på Hizbollah afviser imidlertid, at gruppen står bag angrebene mod ærkefjenden Israel.

Flere palæstinensiske grupper er ligeledes aktive i Libanon.

Det er sket to gange før i den seneste uge, at der er affyret raketter mod Israel fra Libanon.

Første gang havnede alle tre raketter i Middelhavet, og anden gang styrtede alle raketterne ned på libanesisk territorium, skriver det israelske medie Ynet.

Ingen gruppe har taget skylden for nogen af angrebene.

I den seneste uges tid har der været daglige demonstrationer i grænseområdet mod Israels luftangreb i Gaza.

Sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave oplyser, at mindst 219 mennesker er dræbt i de israelske angreb. En fjerdedel af dem er børn.

I Israel er 12 mennesker dræbt af de raketter, Hamas har skudt over grænsen. To af ofrene er børn.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.