Israels regering i krisemøde

Fem dræbt og 60 såret ved selvmordsbombe

Drab 20. september 2002 08:00

JERUSALEM: Israels premierminister, Ariel Sharon, sammenkaldte i aftes sin regering til et krisemøde efter, at en selvmordsaktion kostede fem israelere livet i Tel Aviv. Timer efter bombeangrebet åbnede israelske kampvogne ild mod den palæstinensiske leder Yasser Arafats hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden. Fem israelere - tre mænd og to kvinder - blev dræbt og henved 60 såret, da den palæstinensiske selvmorder aktiverede sin bombe i en menneskefyldt bus på Allenby-gaden i Tel Aviv, skriver den israelske avis Haaretz. Både den militære gren af Islamisk Jihad - Al Quds-brigaderne - og Hamas har påtaget sig ansvaret for angrebet. Israels viceminister for offentlig sikkerhed, Gideon Ezra, siger, at alene den militære efterretningstjeneste og Israels hær har forhindret palæstinensiske selvmordsaktioner mod Israel de sidste seks uger. Onsdag blev en israelsk politimand dræbt og tre andre kvæstet, da en palæstinensisk selvmorder sprængte sig selv i luften i den arabisk-israelske landsby Umm al-Fahm i det nordlige Israel. Det var den første palæstinensiske selvmordsaktion i Israel siden 4. august. - Vi befinder os ikke i en fredsproces, sagde Ezra i går efter at have besøgt Allenby-gaden i Tel Aviv. - Den person, der udførte dette angreb, og personen, der bragte ham til Tel Aviv, tænkte ikke på fred, sagde den israelske minister. Torsdag aften trængte 10 israelske kampvogne, mandskabsvogne og jeeps ind på området for Yasser Arafats hovedkvarter i Ramallah. Fremrykningen medførte en skudveksling, der sårede to af Arafats livvagter, oplyser Nabil Abu Rudeina, rådgiver for den palæstinensiske leder. De israelske militærkøretøjer kørte frem til punkt 30 meter fra Arafats bygning og meddelte via højttalere, at et udgangsforbud i Ramallah også gjaldt området umiddelbart omkring Arafat-hovedkvarteret. Den israelske hær besluttede, som følge af torsdagens selvmordsaktion i Tel Aviv, at genindføre udgangsforbudet i byerne på Vestbredden, undtagen områderne omkring Hebron. Samtidig blev det torsdag på Vestbredden understreget, at det ikke blot er israelere, der lider. En 10 år gammel palæstinensisk dreng blev skudt og dræbt af israelske soldater, da han kastede sten mod en israelsk kampvogn i byen al-Bireh. Det oplyste palæstinensiske læger og vidner. Den israelske hær havde ikke umiddelbart kommentarer. USA's præsident, George W. Bush, erklærede fra et møde vedrørende en mulig aktion mod Irak, at han "stærkt" fordømmer palæstinensiske selvmordsattentater. - Og vi fortsætter med at sende vores besked af sted til de gode mennesker i regionen om, at hvis de er interesserede i fred, at hvis de ønsker at folk skal kunne vokse op i en fredelig verden, så må alle parter gøre alt de kan for at afvise og stoppe volden, sagde den amerikanske præsident. De seneste dages handlinger tyder imidlertid på, at volden netop vil blusse op igen også for den israelske civilbefolkning. Attentaterne onsdag og torsdag er kommet, selv om Arafat har opfordret til at lade være med at begå terroraktioner og indstille angreb på civile israelere. Kort efter gårsdagens eksplosion advarede Abdel Aziz Rantissi, en politisk leder i den militante gruppe Hamas, om, at der nu kan komme en ny bølge af selvmordsattentater. - Jeg venter, at det her var én i en række af martyroperationer. Martyroperationerne vil fortsætte imod zionisterne, vi forsvarer vort folk. Modstanden vil eskalere, sagde han. Også den israelske regering frygter tilsyneladende, at der kan komme flere attentater nu. Avi Pazner, israelsk regeringstalsmand, sagde, at "vi står over for et stort træk fra alle palæstinensiske terrororganisationers side". - Vi vil gøre, hvad der end skal til for at standse denne nye bølge, sagde han. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...