Israel

Israels "sikkerhedsmur" ændres

JERUSALEM:Der skal ændres i placeringen af Israels såkaldte sikkerhedsmur, som krydser ind på Vestbredden og helt eller delvist omringer en række palæstinensiske landsbyer, bestemte den israelske højesteret i går. Det sker for at mindske de negative virkninger af sikkerhedsmuren for områdets palæstinensere. Et dommerpanel, der enstemmigt bestemte at afvise opførelsen af en 30 km lang del af muren, sagde, at kendelsen kan blive retningsangivende for andre sager med over 20 palæstinensere, som er blevet afsondret fra deres jord eller skoler. Det israelske forsvarsministerium sagde i en reaktion, at det vil udskifte dele af muren. Palæstinensere kalder muren for et maskeret forsøg på at annektere en del besat territorium, som skal indgå i en fremtidig palæstinensisk sta. Det ventes, at Den Internationale Domstol i Haag den 9. juli afsiger kendelse om lovligheden af den israelske sikkerhedsmur. - Dette er en modig og meget vigtig beslutning, sagde Mohammed Dahleh, der er advokat for en del af de palæstinensiske grupper, som er blevet ramt hårdest af muren. I alt 30 palæstinensiske landsbyboere har indledt en prøveretssag i byen Mevasseret Zion, en forstad til Jerusalem. - Afgørelsen er mere vigtig end den, der kommer i Haag. Beslutnignen i dag har følger. Den siger, at den mur, der opføres, er ulovlig, og at den kan bygges op på en anden måde, så den giver sikkerhed til Israel, men ikke krænker palæstinensiske rettigheder Den palæstinensiske premierminister, Ahmed Qurie, sagde, at muren må flyttes fuldstændigt. Han kaldte den "en aggressiv handling". Det israelske forsvarsministerium siger, at muren allerede har vist sin værdi ved at have reddet menneskeliv. Premierminister Ariel Sharon har planer om at evakuere mindre jødiske bosættelser i Gaza inden udgangen af 2005. /ritzau/Reuters