Militær

Israelsk militær fjerner ultranationalistiske jøder fra Gaza

Militærpolitiets razzia mod omkring 150 ultranationalistiske jøder i Gazastriben ses som en generalprøve for sikkerhedsstyrkerne forud for rømningen til august

GAZA BY: I en lynaktion stormede israelsk militærpoliti torsdag et nedlagt hotel i Gazastriben, hvor omkring 150 ultranationalistiske jøder havde etableret en bastion for modstanden mod Israels planlagte tilbagetrækning fra Gazastriben. Hotellet ligger i det palæstinensiske område al-Mawasi nær den jødiske bosættelse Gush Katif. Efter at hæren havde erklæret området for lukket militærzone, klatrede politiet ad stiger ind ad vinduerne og omringede besætterne, der også talte kvinder med små børn i favnen. Flere havde bundet sig fast til møblerne med de traditionelle orange bånd, og under råb og håndgemæng blev de unge nærmest slæbt udenfor og anholdt. - Alle blev flyttet. Og der er ingen tvivl om, at de forberedte en større belejring, for vi fandt vinduer sømmet til med plader samt lagre af bildæk og flasker fuldt med benzin, sagde general Dan Harel, der er israelsk militærkommandant i Gazastriben. Han kaldte dem "hooligans uden respekt for menneskeliv" og sagde, at det var lignende ultranationalistiske unge, der onsdag stod bag et forsøg på "lynchning" af en 18-årig palæstinenser, der på klods hold blev udsat for stening. Palæstinenseren blev evakueret til et hospital, efter at politiet fjernede de unge, der er medlemmer af den forbudte, racistiske Kach-bevægelse. Premierminister Ariel Sharon har tidligere beordret, at alle "nødvendige skridt" bliver taget for at forhindre højreekstremistiske jøder i at befæste sig og etablere vejspærringer i Gazastriben. Torsdagens militæraktion kan vise sig at være en generalprøve for sikkerhedsstyrkerne forud for rømningen af de i alt 8500 bosættere i Gazastriben. - I løbet af de sidste 24 timer har grupper, der er imod tilbagetrækningen, udvidet deres aktiviteter i Gazastriben, herunder med gentagne brud på loven samt overgreb mod palæstinensere i området, hed det i en pressemeddelelse fra det israelske militær. - Vi har informationer om, at der er flere israelske grupper på vej mod Gaza i et forsøg på at støtte oprørerne. En yderligere optrapning fra de ekstreme elementer af den slags aktioner kan få alvorlige konsekvenser for Gazaområdet, hed det. Mens det internationale samfund håber, at tilbagetrækningen vil betyde et skridt henimod en genoptagelse af de strandede fredsforhandlinger, mener de ultranationalistiske israelere, at Sharon snyder jøderne for deres krav på bibelsk land og tilgodeser de militante, palæstinensiske grupper. /ritzau/Reuters