Udland

Israelsk vagt skyder og dræber jøde ved Grædemuren

En vagt troede, han skød en militant palæstinenser, men dræbte en jøde ved jødernes helligste sted Grædemuren.

Israelsk vagt skyder og dræber jøde ved Grædemuren

En jødisk besøgende ved Grædemuren i Jerusalem blev fredag dræbt, da en vagt antog ham for militant palæstinenser og skød ham.

- Det var en jødisk fyr, en israelsk fyr, som stod ved vaskeområdet, siger en talsmand for politiet, Micky Rosenfeld.

- Af en eller anden grund råbte han "allahu akbar" (Gud er størst). En sikkerhedsvagt trak sit våben og skød adskillige skud mod ham. Han døde kort efter.

Skudepisoden skete kort efter klokken otte lokal tid, da folk strømmede til pladsen foran Grædemuren til fredagens morgenbøn.

Ifølge en israelsk radiostation har sikkerhedsvagten over for politiet forklaret, at han opfattede, at den 46-årige mand trak noget op fra sin lomme, råbte og skulle til at angribe.

Politiet fandt intet mistænkeligt ved den døde mand.

Grædemuren bliver af jøder regnet blandt de helligste steder, da det udgør resterne af Det Andet Tempel, som blev ødelagt af romerne i år 70.

Samtidig er muren en del af komplekset Tempelbjerget med Klippemoskeen og al-Aqsa moskeen, som er et af de helligste steder i verden for muslimer.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.