ISS går på vingerne

25. september 2002 08:00

KØBENHAVN: ISS Industriservice har fået til opgave at rengøre og rense 50 vindmøller fra den danske producent NEG Micon, som ønsker, at møllerne skal fremstå som et billede på den rene energi, der produceres. Det fremgår af ISS-bladet Indblik. Rengøringen af vindmøllerne foretages fra en mobil platform, der er udviklet i samarbejde med den danske virksomhed Sky Support, og når vindmøllen er rengjort maskinpoleres overfladen med voks. Ifølge ISS har de første forsøg vist "flotte resultater", og når de mobile platforme leveres fra Belgien begynder rengøringen af de 50 NEG Micon møller. På det danske marked sker rengøring af vindmøller mest af kosmetiske årsager, hvor eksempelvis olieudslip kan give møllen et urent udseende og producenten et plettet image, men kommunikationschef i ISS, Steen Otterstrøm, oplyser til RB-Børsen, at i lande med store insektsværme, kan møllernes produktivitet påvirkes negativt, hvis de ikke rengøres. - Det er her, det starter, og derfor er vi ikke langt i globale overvejelser. Men falder det heldigt ud, vil vi forsøge at udbrede det, siger Steen Otterstrøm. Han tilføjer, at platformen endnu ikke er leveret, men at den er på trapperne, og at projektet ventes at løbe af stablen i efteråret. ISS kan endnu ikke give et bud på de økonomiske perspektiver på et så tidligt stadie af projektet. - Nu må vi se på resultatet, og vurdere om konceptet hænger sammen med hensyn til kvalitet, leveringssikkerhed og økonomi - det håber vi selvfølgelig, siger Steen Otterstrøm. (RB-Børsen)

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...