Isskulptør drømmer om varme og håber på frost

Tre store isskulpturer skabes i Frederikshavn

Tre kunstnere fra Århus drager på fredag 17. december nord på til Frederikshavn til det nye Lodstorv. Her skal de i løbet af lørdag og søndag skabe isskulpturer ud af store isblokke, der er to meter høje, to meter bredde og en meter tyk. De tre isskulptører er to billedhuggere Søren Lyngbye og Bjørn Kromann Andersen og keramikeren Helle Hansen. Søren Lyngbye blev først kontaktet, fordi han som ung boede i Frederikshavn og stadig besøger sine forældre og gamle venner i byen. Han tog så de andre med til isskulpturfestivalen, som handelsstandsforeningen i Frederikshavn har valgt at kalde begivenheden. Og selvom han som isskulptør håber på frostvejr, fordi frosten jo forlænger skulpturens levetid, så har han valgt et helt andet tema til sin skulptur. - Titlen er Mexicansk drøm, og i min skulptur kan man blandt andet se en kaktus og en kold drink a la en Tequila Sunrise, fortæller han. Nu kunne man måske tro, at den mexicanske drøm, var opstået på grund af kunstnerens længsel efter Mexico, hvor han blandt andet har en skulptur stående på et torv, og i det hele taget har opholdt sig i landet flere gange. Men nej. Søren Lyngbye hentet inspiration et helt andet sted. - Da jeg kom til at tænke på, at nu skulle jeg arbejde i Frederikshavn, tænkte jeg på en af mine venner i Frederikshavn og hans hjemmebar. Og han laver de mest fantastiske Tequila Sunrise. Hvad de to andre har tænkt sig, ved han ikke, men når han har spurgt Helle Hansen, så skyldes det, at hun ligesom Søren Lyngbye selv har været i Kina og arbejdet med isskulptur. - Jeg var i Kina for 18 år og siden, mens Helle Hansen har været afsted i år. Derfor snakkede vi sammen inden hun tog til Kina, og det var oplagt at invitere hende med Bjørn Kromann Andersen har arbejdet både med sten, træ og bronze og er en erfaren skulptør. Til gengæld har han aldrig prøvet at arbejde med is. Men det kan han sagtens, siger kollegaen. Søren Lyngbye mener faktisk, det er let at skabe en isskulptur. Materialet is er nemt at arbejde med. - Ja faktisk kan de fleste prøve det, hvis de laver sig en blok og lægger den i fryseren. Det har jeg selv gjort flere gange f.eks til fester. I dette tilfælde får kunstnerne dog leveret blokken fra en noget større fryser, nemlig fra Skagen Ny Isværk. Interesserede kan følge hele processen, mens kunstnerne arbejder på torvet. Søren Lyngbye fortæller, at man starter med at skære blokken til med en motorsav, og når man så skal ind og arbejde med detaljerne bruger man en isøkse. - Det fascinerende ved at arbejde med is er blandt andet få så mange facetter frem, som kan bryde lyset. - Sådan en isskulptur er jo mest for sjov og for show. Den er jo ikke blivende ligesom en skulptur. Hvis vejret slår om og vi får frost, så kan frederikshavnerne have fornøjelse af skulpturerne hele vinteren. Men med de her plusgrader er vi heldige, hvis skulpturerne overlever nytåret, siger Søren Lyngbye og tilføjer: Men frem til jul kan man godt nå at se dem.