Isstadions tag ryddes for tung sne

Hvis tung sne fjernes straks, kan hallen bruges i denne vinter uden fare for sammenstyrtning

Der er nu lavet en plan for, hvordan man helt kan undgå at lukke skøjtehallen denne vinter - trods det faktum at spærene er rådne og skal udskiftes: Sneen skal fjernes og den skal vejes. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Der er nu lavet en plan for, hvordan man helt kan undgå at lukke skøjtehallen denne vinter - trods det faktum at spærene er rådne og skal udskiftes: Sneen skal fjernes og den skal vejes. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

De buer, der bærer taget på Iscenter Nord, er svækkede på grund af råd og skal udskiftes. For ved kraftig snefald er der risiko for at taget braser sammen. Det har flere undersøgelser vist, og senest blev det konkluderet i en rapport fra Cowi. Til gengæld har eksperterne også slået fast, at stormvejr ikke vil få hallens tag til at kollapse eller rive sig løs. Nu arbejdes der med en plan for, hvordan man helt kan undgå at lukke hallen denne vinter: Sneen skal fjernes og den skal vejes. For det er sneens vægt og ikke højden, der er afgørende for, hvornår taget risikerer at brase sammen. Det fremgår af udkastet til en beredskabsplan som skal godkendes af politikerne i kultur- og fritidsudvalget, som holder møde i morgen. Skal sørge for snerydning Peter Munk er afdelingsleder i kommunens ejendomscenter. Han forklarer, at beredskabsplanen indeholder flere elementer: - Hallens inspektør er ansvarlig for at sneen med det samme bliver ryddet af ham selv eller af andre. Desuden skal han veje sneen løbende og være i dialog med en vagthavende indsatsleder hos kommunens beredskabscenter. Denne tager den endelige beslutning om, hvor mange ressourcer der skal sættes ind yderligere for at sneen kan blive fjernet fra taget. Erfaringen fra tidligere års snevintre viser, at sneen især samler sig på vestfacaden, der hvor hallen er bygget sammen med den nye tilbygning. Det var også her, man i første omgang blev opmærksomme på, at der var råd i de buer, man kunne se. Der foreligger endnu intet bud på, hvad det vil koste, at udskifte alle buerne, men det regner Peter Munk med at have klar til kultur- og fritidsudvalgets møde. Der er rigtig mange mennesker, der bruger hallen, nogle dage er det fra 8 morgen til 23 om aftenen. Byens ishockeyhold White Hawks træner alle hverdage og har hjemmekampe, hvor der i gennemsnit plejer at at komme 800 tilskuere. Der til kommer Frederikshavn Ishockey Klub, der har børne- og ungdomshold, som bruger hallen mindst fem dage om ugen til træning og kampe. Dertil kommer firmahold og Frederikshavn Skøjteforening, der dog primært træner i den nye træningshal ved siden af.