It-angreb er skræddersyede

Skræddersyede it-angreb, der i højere grad retter sig mod bestemte områder, vinder frem på bekostning af trusler, der sendes ud på må og få i masseangreb.

4. september 2009 10:01

KØBENHAVN: I stedet retter truslerne sig nu for eksempel mod intetanende arbejdsløse, der søger job på nettet. Det er nogle af konklusionerne fra en ny halvårsrapport fra it-selskabet Symantec om den seneste udvikling inden for it-sikkerhed. Ved at målrette deres angreb mod få udvalgte områder kan it-skurkene flyve under radaren hos it-sikkerhedsselskaberne. Her har man nemlig brug for et eksempel på det skadelige angreb for at kunne iværksætte en "modgift" - men med kun få, målrettede angreb, når den ondsindede kode måske slet ikke til sikkerhedsselskaberne. - Som noget nyt kan vi se, at de it-kriminelle udnytter den økonomiske krise og går efter folk, der i forvejen er svage, siger Ken Willén, business development manager hos Symantec i Danmark. Det kan for eksempel være via falske jobtilbud til de jobsøgende, der typisk er i en kritisk situation. Dermed er paraderne nede, og de får i nogle tilfælde afgivet vigtige personlige oplysninger til it-skurkene. Hos Symantec peger man på, at løsningen i stigende grad vil være it-beskyttelse af pc'en i flere lag. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...