Lokalpolitik

IT-center er tæt på at være urealistisk

Borgmester Arne Boelt (S) vurderer IT-center til at blive for dyrt i daglig drift - nu prøver Frederikshavn.

Borgmester Arne Boelt (A) er mere end skeptisk overfor planerne om et stort IT-oplevelsescenter i Vendsyssel. Arkivfoto: Hans Ravn

Borgmester Arne Boelt (A) er mere end skeptisk overfor planerne om et stort IT-oplevelsescenter i Vendsyssel. Arkivfoto: Hans Ravn

- En rigtig god idé, men hvis det overhovedet kan lade sig gøre, bliver det alt for dyrt i daglig drift. Nogenlunde sådan har borgmester Arne Boelt (A) konkluderet om det IT-oplevelsescenter, der var planlagt i Hjørring Kommune - til en samlet pris af 500 mio. kr. Projektet skulle tiltrække op mod 400.000 gæster om året, og tilbyde den nyeste underholdning indenfor IT. Arne Boelt er formand for den fond, der siden 2007 har ansøgt utallige fonde om penge til projektet. Ingen bed på, og nu har fonden og Arne Boelt opgivet at etablere det i Hjørring. Til gengæld forsøger Frederikshavn Kommune og Frederikshavns Havn sig - dog med et væsentligt reduceret projekt til "kun" 160 mio. kr., I Frederikshavn vil man nemlig ikke bygge et nyt og flot hus. Her skal det etableres i en eksisterende bygning. - Det kunne vi selvfølgelig også have forsøgt i Hjørring, men jeg ved altså godt, hvad publikum anno 2011, siger Arne Boelt, som i bund og grund ikke rigtig tror på ideen - med henvisning til dels den kolossale markedsføring, der skal til for at tiltrække 400.000 gæster og dels det korps af IT-folk, der kræves for at vedligeholde, udbygge og servicere et center. - I Hjørring Kommune har vi ikke råd til døgnbemanding på vores IT-funktioner, selv om behovet egentlig er til stede - det er simpelthen for dyrt, siger han. Lyder som en lyseslukker Arne Boelt henviser til bl.a. Fårup Sommerland og Nordsøen Oceanariums arbejde med at udbygge og markedsføre sig for at kunne blive ved med at tiltrække gæster. - Jeg kan nemt lyde som en lyseslukker, men jeg forsøger at være realistisk. Og når alverdens fonde ikke bider på ideen, bl.a. med henvisning til at det bliver for dyrt i konstant udvikling og daglig drift, ja, så bliver jeg meget skeptisk, siger han og nævner et besøg på Skagen Oddes Museum, hvor han oplevede, at tingene ikke fungerede optimalt. Det gav et dårligt indtryk - og ingen lyst til et nyt besøg. Arne Boelt mener med andre ord ikke, at han og fonden har skubbet et guldæg over kommunegrænsen. - Men det er da fint, at andre vil forsøge. En placering i Frederikshavn er da bedre end slet ingen - hvis det altså bliver til noget, siger han og slår fast, at hans plads i fonden formentligt snart skal udskiftes med Frederikshavn Kommunes borgmester.