IT-center smuttede for Hjørring

Ingen ville investere trecifret millionbeløb i Hjørring - nu arbejdes der på et IT-center i Frederikshavn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Optimismen var stor, da en gruppe Rotary-folk i Hjørring søsatte planen om et stort IT-oplevelsescenter - siden har man erkendt, at ingen vil investere i Hjørring. Fra venstre Jesper Langsted, Jan Holmsgaard og Morten Ovesen. Arkivfoto: Kurt Bering

I 2007 blev planen om et kæmpestort IT-oplevelsescenter født af en gruppe erhvervsfolk i Rotary i Hjørring. Centret skulle tiltrække op mod 400.000 gæster om året, koste 500 mio. kr. - og skulle selvfølgelig placeres i Hjørring Kommune. Desværre for arbejdsgruppen blev ideen født et års tid før den globale finanskrise tog kvælergreb på erhvervslivet. Dermed blev det med eet markant sværere at finde investorer til det stort tænke projekt - faktisk så svært, at arbejdsgruppen nu har opgivet at få det placeret i Hjørring Kommune. Der var ganske enkelt ingen, der havde lyst til at investere i et center i Hjørring Kommune. I stedet arbejder der nu på at få oplevelsescentret placeret i forbindelse med Frederikshavns Havn. Ud med Hjørring Kommune Arbejdet med centret har haft afsæt i en fond, der blev etableret til formålet. Et af bestyrelsesmedlemmerne er Lars Bonderup Bjørn, som er bestyrelsesformand for både Aalborg Universitet og Frederikshavns Havn - og han var ikke umiddelbart til sinds at droppe centret, selvom der manglede investorer til en Hjørring-placering. Frederikshavns Havn arbejder i øjeblikket på at gøre havnen mere oplevelsesorienteret, og her kunne IT-oplevelsescentret måske være en mulighed, funderede han. Enden på de overvejelser blev en række møder mellem Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Frederikshavns Havn og fondsbestyrelsen - og konklusionen var klar: Ud med Hjørring og ind med Frederikshavn. - I Hjørring var der budgetteret med opførsel af en bygning, som skulle signalere, at der var tale om noget helt specielt - og det gjorde projektet meget dyrt. I Frederikshavn tænker vi helt anderledes, siger Lars Bonderup Bjørn. Fra 500 til 160 mio. kr. I forbindelse med havnen i Frederikshavn er der flere eksisterende bygninger, som kan bruges til formålet - ganske vist mere ordinære end det oprindelige projekt, men det gør ikke noget. - Nu handler det alene om at skabe et indhold, der ikke er set før, og så pyt med at den udvendige ramme måske blot er en firkantet kasse, siger Lars Bonderup Bjørn, som tror, at projektet er mere realistisk med skrotningen af det dyre nybyggeri. - Det betyder, at centret kan etableres for omkring 160 mio. kr. i stedet for det oprindelige budget på 500 mio. kr., siger han. Foreløbig er der ingen tidshorisont på etableringen af centret - nu handler det, igen, om at få skabt kontakt til interesserede investorer. - I sidste uge fik jeg den første væsentlige indikator på, at nogen kunne være interesseret, og så længe det går den vej, forsætter vi, siger Lars Bonderup Bjørn.