IT Factory: Flere sigtelser på vej

KØBENHAVN:Der er flere sigtelser på vej i sagen om Stein Bagger og IT Factory. Angiveligt retter efterforskningen sig nu også mod finansdirektør Jeanette Lorenzen, skriver B.T. Ifølge avisen tegnede hun en kassekredit på 50 mio. kr. i Danske Bank, kort før IT Factory gik ned. Kassekreditten fremgår af de månedsrapporter, der hver måned blev givet til bestyrelsesmedlemmer. Men Jeanette Lorenzen havde ikke tegningsret. Det var det Stein Bagger, der oprettede kassekreditten, oplyser tidligere pressechef i IT Factory Erik Ove. Konkursboet har givet oplysningerne om Jeanette Lorenzens rolle i sagen videre til Bagmandspolitiet. Politiinspektør Jesper Friedrichsen vil ikke sige noget om, hvor langt Bagmandspolitiet er nået med at undersøge finansdirektørens rolle. - Jeg kan bekræfte, at vi har afhørt Lorenzen, ligesom vi har afhørt en lang række IT Factory-medarbejdere. Men jeg vil ikke kommentere forholdet omkring kassekreditten, siger Jesper Friedrichsen til avisen. /ritzau/