it-forsamlingshus en kanon-succes

Et årsskifte giver altid anledning til at se tilbage på året, der rinder ud, og til at kigge frem mod det nye år. For mange i Brovst Kommune blev 2002 et ganske særligt år, og NORDJYSKE Stiftstidende har bedt et udvalg af disse personer svare på de seks følgende spørgsmål. I dag er turen kommet til formanden for Tranum Landsbyråd, Peter Kock, primus motor i etableringen af it-forsamlingshuset i Tranum, der blev indviet i efteråret: Hvordan vil du beskrive 2002? - Vi har haft en pragtfuld sommer. Der var ingen grund til at rejse sydpå. Hvilke begivenheder vil du især huske? - Landsbyrådet fik den gamle kirkesti etableret og indviet, sammen med kommunen. Vi overdragede den gamle foderstof til borgerforeningen til brug for loppemarked, og egnssamlingen fik lokaler og udstilling i bygningen. Og ikke mindst fik vi it-forsamlingshuset etableret. Det er en kanon-succes, med 65 kursister, og der er bestilt 170 adgangskort og 70 ADSL-hjemmeforbindelser. Hvad forventer du af 2003? - At vi får et nyt projekt etableret i Tranum: Et nyt medborgerhus, kultur- og kunstcenter i den gamle krobygning, med i alt seks kunstnerboliger tilknyttet. Og at it-huset fortsætter sin succes og stadig er en levende organisme. Vi har allerede aftaler med to firmaer, som har bestilt kurser til medarbejderne, og er i gang med at træffe aftale med et kursuscenter med mange mennesker involveret. Hvad er dit nytårsforsæt? - Jeg har en fast karakter, så jer har bestemt mig for, at jeg ikke vil holde op med at ryge. Hvad var dit nytårsforsæt ved sidste årsskifte, og har du opfyldt det? - Det samme, og jeg har faktisk bestræbt mig på at overholde det. Når jeg er syg, prøver jeg at ryge hver dag.