EMNER

It-forsamlingshus på egne ben

Fra 2004 åbnes det digitale hus i Klim for alle og skal klare sig uden offentlig støtte

THORUP-KLIM:Fra nytår er det slut med offentlig økonomiske støtte fra både stat, amt og kommune til Det digitale forsamlingshus i Thorup-Klim, og den spændende fase med at forsøge at stå på egne ben går i gang. - At situationen er sådan, har vi vidst siden projektet med den digitale landsby gik i gang for tre år siden, siger Herbert Matthäi, Thorup-strand, der er tovholder for projektet. Han står også i spidsen for omstillingsfasen, hvor den siddende styregruppe efter planen skal afløses af en forening, som kører forsamlingshuset videre fra nytår. Der holdes stiftende generalforsamling tirsdag 28. oktober i huset, der ligger som en forbindelsesbygning mellem Thorup-Klim Hallen og Thorup-Klim Skole. Ildsjæle skal til - Det allervigtigste er, at vi får fat i ildsjæle, der vil være med til at køre dette spændende projekt videre, opfordrer Herbert Matthäi. - Og det er altså ikke kun borgere i Thorup-Klim skoledistrikt, der er målgruppen fra nytår. Da bliver huset for alle borgere i kommunen, ja også borgere fra andre kommuner, gør han opmærksom på. - Vi synes selv, at vi er nået langt med projektet. Det vigtigste er selvfølgelig forsamlingshuset med 13 arbejdsstationer og alt teknisk udstyr, som 600 personer har adgangskort til, men også at 100 husstande i området har fået hurtige internetforbindelser, og at mere end 200 personer har været på edb-kurser, der holdes i samarbejde med VUC. - I styregruppen vurderer vi, at mange af kursusdeltagerne over 50 år aldrig havde tilmeldt sig et kursus, hvis ikke det var foregået i lokalområdet, siger Herbert Matthäi. På det digitale forsamlingshus’ hjemmeside, www.thorupklim.dk kan man nærlæse forslaget til vedtægter for den nye forening. Moralsk opbakning Selv om Fjerritslev Kommunes tilskud nu ophører, skorter det ikke på moralsk støtte fra borgmester Otto Kjær Larsen (V). - It er ikke kun for nørder, men er dybt involveret i hele vores samfundsudvikling, siger han med et citat af tidligere forskningsminister Birte Weiss (S), der for tre år siden officielt tændte det nordjyske it-fyrtårn. - Målet er at få it ud i alle hjørner af lokalsamfundene. Det er vigtigt, at mange fra hele kommunen møder op til generalforsamlingen i den nye forening, opfordrer Otto Kjær Larsen. Han tilføjer, at der i de tre år er investeret 2,1 mio. kr. i Den digitale landsby, heraf 700.000 kr. fra kommunen. - Jeg håber, projektet er skubbet så godt i gang, at det kan bære. Det bliver en spændende proces at følge den kommende tid, siger han. Med omdannelsen til forening får den digitale landsby mulighed for at få en økonomisk håndsrækning efter folkeoplysningsloven.