Aalborg

It-forspring efter finanskrisen

Nordjylland er godt klædt på trods fyringer og firmalukninger

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med omkring 125 var Brains Business-konferencen en stærk manifestation af det nordjyske it-miljø. Foto: Lars Pauli

Midt i en tid, hvor der nærmest dag for dag er nye meldinger om fyringer og firmalukninger i den nordjyske it-verden, finder branchen alligevel lejlighed til at vise flaget og dermed den styrkeposition, som virksomhederne inden for software og mobiltelefoni stadig repræsenterer. På en konference med tilhørende minimesse om de nordjyske kvaliteter i en krisetid fastslog Grimur Lund, chef for softwarehuset Logimatic og formand for organisationen IKT Forum, at det nordjyske it-miljø langt fra er alene om at være ramt af den globale finanskrise. - Men vi kommer jo over den før eller siden, uden at jeg tør sætte en dato på, og så har vi en stor fordel i at være et lille område med en høj koncentration af meget kvalificerede folk, som stort set kender hinanden alle sammen - suppleret af et internationalt netværk, som når hele kloden rundt, fremhævede Grimur Lund på konferencen arrangeret af Brains Business, der samler såvel universitet, region og Aalborg Kommune som de godt 600 store og små virksomheder i branchen. Han er overbevist om, at den nordjyske it-sektor sagtens kan klare sig under nye betingelser, hvor eksempelvis store udenlandsk koncerner har trukket sig ud af landsdelen. - Der er masser af eksempler på, at underskoven af virksomheder inden for informations- og kommunikationsteknologi er i stand til at skabe nyt, påpeger Grimur Lund og nævner det frodige miljø af spiludviklere som et oplagt eksempel. Konferencen kom lige i kølvandet på en meget pessimistisk artikel i Computerworld på nettet. Under overskriften "Teleeventyret i Aalborg er med Motorolas lukning sovet ind" blev der tegnet et begravelsesagtigt billede af hele den nordjyske it-verden På Brains Business-konferencen vendte blandt andet borgmester Henning G. Jensen sig stærkt imod det udfald mod landsdelen, som han betegnede bladets artikel som. Han understregede, at sandheden om de nordjyske IKT-erhverv er, at de med en fordobling af branchens samlede medarbejdertal over de seneste 10 år i dag repræsenterer omkring 9000 arbejdspladser på alle niveauer.