Virksomhedsøkonomi

It-hus konkurs

Computereventyr fik brat afslutning

AALBORG:Hele korthuset er tilsyneladende væltet for it-huset DCEi Aalborg, som efter en uges betalingsstandsning nu er erklæret konkurs. Konkursen kommer kort efter, at firmaet i sidste uge fritstillede de 40 medarbejdere i it-huset på Hobrovej i Skalborg. Det har hverken været muligt at træffe selskabets stifter, ejer og direktør, Peter Balling, eller konkursboets kurator, advokat Laurits Toft, for at få oplyst de nærmere omstændigheder omkring konkursen. Allerede i februar i år blev to af selskaberne i DCE Group - Balling Holding og DCE Ejendomme - imidlertid sat under tvangsopløsning. Det skete kort før offentliggørelsen af DCE's regnskab for 2003/04, som endte med et beskedent overskud efter skat på 100.000 kroner som resultat efter en omsætning på omkring 60 millioner kroner. DCEoplyste i den forbindelse, at man havde lidt store tab på debitorer, men i øvrigt havde selskabet positive forventninger til det følgende regnskabsår, hvor der var udsigt til en omsætning af samme størrelse og et overskud i millionklassen. DCE- oprindelig Danish Computer Equipment - blev stiftet af Peter Balling i 1989, og det har været basis for et hav af aktiviteter. Inden for hardware har DCEspecialiseret sig i computere skræddersyet til den enkelte kunde, mens der på softwaresiden er blevet arbejdet med systemintegration, så kunderne kunne få deres forskellige it-systemer til at spille sammen. I2001 flyttede DCEmed en årsomsætning på lige ved 100 millioner kroner ind i et tidligere bronzestøberi Skalborg, hvor en række andre it-virksomheder også har haft til huse. Så sent som i 2003 blev DCE vinder af konkurrencen Entrepreneur of the Year i kategorien ung virksomhed efter en forrygende vækst i årene forud. Men nu er der altså kun en telefonsvarer, der lakonisk meddeler, at firmaet er lukket indtil videre.