It-husets formand vil ikke mere

Herbert Matthai og resten af bestyrelsen vil ikke det samme. Derfor træder han ud

KLIM:Efter at have været den centrale person i arbejdet med den digitale landsby i Thorup-Klim siden begyndelsen for tre år siden, er formand Herbert Matthäi nu trådt helt ud af bestyrelsen for Thorup-Klim Digitale Forsamlingshus. Det skete op til et bestyrelsesmøde i torsdags, hvor han meldte helt fra, og suppleanten Linda Kristensen er med omgående virkning trådt ind i stedet for. Om sin pludselige tilbagetræden siger Herbert Matthäi, at han og resten af bestyrelsen ikke er enige om linjen, der skal køres i det digitale forsamlingshus i fremtiden. - Og da jeg stod alene med mine synspunkter, er det naturligt nok, at jeg trækker mig, forklarer han. Han vil ikke komme nærmere ind på, hvad det er, han og bestyrelsen er så uenige om, at det er endt med skilsmisse. - Men jeg synes også, jeg har gjort min borgerpligt, og jeg håber absolut det bedste for husets fremtid, understreger han. 150 medlemmer Carl-Johan Thorhauge fra bestyrelsen vil heller ikke løfte sløret for uoverensstemmelsen mellem den afgåede formand og resten af bestyrelsen, men siger at bestyrelsen nu er meget optimistisk med hensyn til husets fremtid. - Vi forventer, at der stadig vil komme flere medlemmer oven i de 150, der er nu, og de forskellige kurser er ved at falde på plads, oplyser Carl-Johan Thorhauge. - Aktiviteterne er ikke planlagt i detaljer, men hvert bestyrelsesmedlem er gået i tænkeboks for at finde de mest atrraktive emner. Der er endnu ikke valgt en ny formand. Det vil først ske på et nyt bestyrelsesmøde. Ud over Carl-Johan Thorhauge er der seks medlemmer i bestyrelsen for det digitale Forsamlingshus. Det er Grethe Pretzmann, Kim Nielsen, Svend Erik Sigh, Linda Kristensen, Michael Mølbæk og Silas Nielsen.