Skolevæsen

IT-kørekort til de otte-årige elever

Sørger for at de yngste også bliver dus med computerne

LINDHOLM:- Må jeg, må jeg...,lyder det fra eleverne i 2.a og b på Løvvangskolen, som allesammen har lyst til at vise, hvad de kan, når det handler om at tackle en computer - og det er ikke småting, ungerne kan præsentere. Af Løvvangsskolens virksomhedsplan fremgår det blandt andet, at skolens elever skal være veluddannede indenfor moderne informationsteknologi og mediekundskab. - Derfor finder vi det særdeles vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får et indgående kendskab til de elektroniske hjælpemidler, fastslår skoleinspektør Hardy Mousten, der mener, at spil og søgning på Internettet let kan blive en gold tidssluger. Derfor er børnene i 2. klasserne nu i gang med at få et udvidet kendskab til computernes muligheder. Det betyder, at hver enkelt tager deres helt eget IT-kørekort. Sidst i maj satses der på, at alle har erhvervet kortet, som bliver specielt fremstillet, lamineret og overrakt hver enkelt elev af skoleinspektøren. Der er blevet investeret i ekstra EDB-udstyr til indskolingsklassernes lokaler, ligesom der er afsat ekstra lærerressourcer til det spændende udviklingsarbejde. Kreativ proces Børnene er både opvakte og motiverede. Andreas, Nicklas, Tommy og Chris viser for eksempel stolt deres bøger frem. Her har de for eksempel hentet billeder fra Peter Plys, som de har printet ud og selv tekstet. - Vi bruger muligheden i mange forskellige undervisningssituationer, forklarer læreren Thomas Simbold. - I øjeblikket, hvor vi arbejder med vulkaner, kan vi for eksempel bede eleverne om at finde en vulkan på nettet og herefter skrive en historie til billedet. Der er også blevet arbejdet med word, paint, e-mails og regneark. - Og det er bare så sjovt, fordi man prøver så mange ting, fastslår de fire repræsentanter fra de to klasser. Resultaterne viser de gerne frem på skærmen, ligesom de beredvilligt svarer på undrende spørgsmål. Thomas Simbold har mange idéer til, hvordan eleverne på længere sigt i forbindelse med projektarbejder også skal lære at bruge digetale videokameraer, så de kan lære at kombinere de forskellige elektroniske medier og bruge dem i forbindelse med de temaer, der arbejdes med. Håndskrevet bevis Ikke mindst den etiske vinkel i forhold til arbejdet med IT har spillet en væsentlig rolle i undervisningen, og lærerne sørger naturligvis for, at der bliver en rimelig balance i forbindelse med indlæringen. På spørgsmålet om, hvor vidt de fire udvalgte unger overhovedet kan skrive med egen hånd, falder svaret prompte. - Det kan vi, og det vil vi gerne vise dig. Så bliver der hentet skrivebøger, hvor hver især har skrevet deres historier med fin formskrift. De små elever har også arbejdet med digitale kameraer, hvor de på egen hånd har valgt et motiv, som herefter er blevet forsynet med deres helt egen forklarende tekst. På regnearkene er der blevet lavet helt specielle gangestykker, og ungerne har målt hinanden og lavet grafiske diagrammer med de resultater som udgangspunkt. De kvikke børn er så optaget af deres nye kunnen, at frikvarterene ofte bliver taget i brug foran computerne - selvom det endnu nok mest er spil, der står på fritidens skema.