EMNER

It-koncern åbner nyt website

} LONDON: Den amerikanske it-koncern SCO måtte i går oprette et nyt web-sted på Internet, efter at det gamle var blevet sat ud af drift efter angreb fra den pc-virus, der har hærget verden den seneste uges tid. Virusangrebet Mydoom vurderes i alt at have ramt over en million computere på verdensplan. Et af målene med angrebet har været at lade de angrebne pc'er bombardere SCO's Internetsider med henvendelser. Den massive strøm af henvendelser gør det umuligt at få kontakt til SCO's netsider. Mydoom-angrebet har været overraskende kraftfuldt og får it-sikkerhedsfolk til at tale om et nyt niveau af it-krigsførelse. - Med et sådant program kan man reelt lukke enhver web-site på Internet, siger Raimund Genes, direktør for den europæiske del af it-sikkerhedsvirksomheden Trend Micro. SCO har vakt vrede blandt tilhængerne af det frie styresystem Linux, fordi SCO forsøger at tage licens på den pågældende software. Derfor vurderes det, at angrebet på SCO kan være en form for "cyber-protest". It-koncernen Microsoft står også foran et angreb i forbindelse med Mydoom. Tirsdag vil b-versionen af Mydoom forsøge at iværksætte et angreb mod både Microsoft og SCO. It-eksperterne venter dog, at Microsoft.com vil modstå angrebet. Dels er der tale om et af nettets mest stabile web-sites, dels er b-varianten af Mydoom ikke blevet så udbredt som Mydoom-a. /ritzau/